Nej tak til rygning kan koste dagpengene

Fremover kan ledige miste dagpengene, hvis de takker nej til jobs på arbejdspladser, hvor de bliver udsat for passiv rygning. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er ikke muligt at takke nej til arbejde i røgfyldte miljøer, hvis man vil beholde dagpengene.

Er du ledig, og får du tilbudt arbejde på en tilrøget bodega, kan du ikke sige nej til jobbet. I hvert fald ikke hvis du vil beholde dine dagpenge. Sådan bliver reglerne, når det nye dagpengesystem træder i kraft i 2017. Det skriver Avisen.dk.

I udgangspunktet skal du som ledig på dagpenge takke ja til alt arbejde, du får tilbudt eller bliver henvist til. Ellers får du karantæne og må undvære tre ugers dagpenge svarende til op til 12.405 kroner. Hvis du takker nej to gange inden for 12 måneder, mister du med ét hele din ret til dagpenge.

Ikke længere gyldig grund

Straffen falder dog ikke, hvis din afvisning bunder i en af de såkaldte “gyldige grunde”. En af de gyldige grunde er udsættelse for passiv rygning. Det betyder altså, at du i dag kan takke nej til et arbejde, hvor du bliver udsat for passiv rygning uden at du skal frygte en økonomisk straf. Arbejdet kan for eksempel være på væresteder, varmestuer og på mindre værtshuse.

Men med den nye dagpengeaftale, som landede torsdag, er passiv rygning ikke længere en godtaget undskyldning for at takke nej. Det betyder, at det kan koste ledige op til 12.405 kroner eller sågar hele dagpengeretten, hvis de nægter at lade sig udsætte for passiv rygning på arbejdet.

Risikerer sygdom

I Kræftens Bekæmpelse er man ikke begejstrede. Der er nemlig solid dokumentation for, at passiv rygning er ganske farligt.

– Der er ingen som helst tvivl om, at tobaksrøg er stærkt kræftfremkaldende. Det er det også, hvis man ikke selv ryger, men bliver udsat for det gennem sit arbejde, fortæller Niels Them Kjær, projektchef for rygestop og tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse til Avisen.dk.

– Der er ikke-rygere, der har fået arbejdsskadeerstatning, fordi de har arbejdet i røgfyldte lokaler. Man risikerer ganske enkelt at blive meget alvorligt syg af lungekræft og en lang række andre sygdomme, siger Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse.

Imod rygelovens ånd

Det er fagforeningen 3F, der organiserer de ansatte i restaurationsbranchen – herunder de ansatte på de små værtshuse, hvor man må ryge. I 3F undrer man sig en smule over, at dagpengesystemet skal presse ledige til takke ja til arbejde i tilrøgede lokaler. Det fortæller arbejdsmiljøkonsulent Henrik Hansen, som på vegne af de ansatte i restaurationsbranchen var tæt inde på forhandlingerne om rygeloven i sin tid.

– Det er jo temmelig vanvittigt og i strid med både rygelovens ånd og almindelig sund fornuft. Det er også i strid med, hvad der blev sagt, da rygeloven blev vedtaget, siger han til Avisen.dk og uddyber:

– Argumentet for at undtage de små værtshuse og væresteder var netop, at man godt måtte takke nej til at arbejde der, uden at man blev trukket i dagpengene.

Fjernes som grund for lethedens skyld

At passiv rygning fjernes som en “gyldig grund” til at takke nej til arbejde, skyldes i første omgang, at dagpengekommissionen anbefalede at gøre netop det. Det skyldtes et ønske om at gøre systemet mere enkelt og digitalt.

– Vi har gennemgået alle de gyldige grunde, som har været. De grunde, som kunne skrives ind i lovgivningen andre steder, som ikke kunne digitaliseres eller som stort set ingen anvendelse har haft, har vi fjernet, forklarer Nina Smith, professor ved Aarhus Universitet og formand for dagpengekommissionen til Avisen.dk.

Derfor har kommissionen anbefalet at fjerne de “gyldige grunde”, som ikke berørte så mange mennesker – herunder punktet om passiv rygning.

Hos Socialdemokraterne indrømmer beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen, at listen over “gyldige grunde” ikke var det, der blev brugt mest tid på at drøfte blandt forligspartierne. Han mener dog, at det er fornuftigt at fjerne flere af de “gyldige grunde”.

– Samlet set fylder dagpengereglerne over 20.000 sider. Det er et mareridt at finde rundt i den jungle, og derfor har det været en opgave at forenkle systemet, siger Leif Lahn Jensen til Avisen.dk.

Powered by Labrador CMS