Nets advarer mod ny besked: Slet den med det samme
Endnu en bølge meddelelser, der ligner en besked fra Nets til danskerne, spreder sig i disse dage. Du kan hurtigt se, om beskeden er ægte nok.
I disse dage vil en række danskere tro, at de har fået besked fra Nets. Beskeden vil med stor sikkerhed advare dem om, at deres konto er blevet blokeret, og at det er nødvendigt for dem at bekræfte deres oplysninger.
Der er ét presserende problem med den besked fra Nets; den er ikke fra Nets. Ulrik Marschall, presserådgiver hos Nets, understreger i dag (29. november) overfor Newsbreak.dk, at man fra virksomhedens side aldrig ville sende sådan en besked ud.
Derfor har man også – igen – valgt at advisere danskerne om, at en ny bølge af svindelbeskeder fra Nets er på vej.
– Der er stor opmærksomhed på det. Og danskerne har vænnet sig til dem. Vi får mange henvendelser fra borger, der advarer om, at de har modtaget en besked, der ser falsk ud. Men der er desværre også nogen, der kommer til at trykke på et link, inden de tænker “hov, det skulle jeg nok ikke have gjort,” siger Ulrik Marschall til Newsbreak.dk.
Forskellige svindelformer
En falsk besked fra Nets findes i mange forskellige former. I galleriet til denne artikel kan du se et uddrag af de mest almindelige. Her kan du også se, hvordan du lærer at kigge efter de detaljer, der beviser, at beskeden er falsk.
Fælles for beskederne er, at de er kriminelles vej ind til dine personlige data. Ofte vil de kriminelle have fat i din personlige kode til dit NemID og i koderne fra dit nøglekort. De vil forsøge at få dig til at give dem adgang til begge dele, og det er derfor, du tror, du får besked fra Nets i situationer, hvor det slet, slet ikke er Nets, der er afsender af en sådan besked.
Og faktisk er selve det, at Nets skulle kontakte folk, et af de mest sikre beviser på, at der er noget i gærde.
– Det gør vi meget sjældent, understreger Ulrik Marschall. Han fortæller, at det oftest er banker og Digitaliseringsstyrelsen, der kontakter borgere i forbindelse med brug af NemID. Nets har mest kontakt til borgere, når der skal udstedes nye nøglekort.
– Det går helt automatisk, fortæller Ulrik Marschall.
Du kan godt få besked fra Nets
Det er ikke det samme, som at Nets aldrig kontakter folk. Det sker eksempelvis, hvis et betalingskort bliver spærret. Her vil Nets, efter aftale med din bank, ringe til dig – og sende dig en besked.
– Og så er der måske nogen der forveksler det og en besked, hvor der står, at man vil spærre din konto. Men der er jo ikke noget, der hedder en NemID-konto, siger Ulrik Marschall.
I galleriet kan du se eksempler på de mest gængse svindelformer, de kriminelle benytter sig af. Her kan du også se, hvad DU skal kigge efter, når du får en besked, og du er i tvivl om, hvorvidt den er reel.