NFL-stjerne undgår fængsel for vold mod søn

Newspaq
Udgivet Opdateret

Adrian Peterson har indgået forlig i retten og slipper med bøde og samfundstjeneste for at have slået sin søn.

NFL-stjernen Adrian Peterson slipper for en tur bag tremmer, selv om han erkender, at han har slået sin fireårige søn med en trægren.

Peterson har indgået et forlig med retten, og det betyder, at Minnesota Vikings-spilleren slipper med 80 timers samfundstjeneste og en bøde på 4000 dollar (23.700 danske kroner). Han risikerede ellers op til to års fængsel.

– Jeg fortryder inderligt min handling, sagde Peterson ifølge nyhedsbureauet AFP efter afgørelsen uden for retten.

– Jeg tager det fulde ansvar. Jeg elsker min søn mere, end nogen kan forestille sig. Jeg er glad for, at dette er ovre, og jeg og min familie kan se fremad, lød det fra NFL-stjernen.

Peterson forklarede i september, at han selv var blevet slået som barn og nu ville bruge samme opdragelsesmetode over for sin egen søn.

Angiveligt havde drengen fået så hårde slag med en gren, at han havde mærker på kroppen flere dage efter.

Peterson har været suspenderet fra Vikings’ træning og kampe, mens sagen har stået på.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS