Nikolaj Ehlers fik sin første assist i NHL

Nikolaj Ehlers fejrer sit hold Winnipeg Jets scoring. Han lagde selv den målgivende aflevering. Foto: Maddie Meyer/Scanpix
Udgivet Opdateret

Nikolaj Ehlers havde en afgørende stav med i spillet, da Winnipeg Jets besejrede New Jersey Devils.

Den 19-årige dansker Nikolaj Ehlers er en glad mand, efter han natten til lørdag dansk tid lavede sin første assist for sin canadiske NHL-klub Winnipeg Jets, som slog New Jersey Devils.

– Det føltes ret godt. Så snart pucken gik ind, skøjtede jeg over til Scheifele og skreg. Jeg var virkelig begejstret og glad. Det er et point og mit første point, så det føles godt, men der er en ny kamp på mandag, siger Ehlers til Winnipeg Jets hjemmeside efter kampen.

Scoringen til 1-0 blev sat ind af holdkammeraten Mark Scheifele, og kampen endte med en sejr på 3-1 til Winnipeg Jets. Det var anden gang på to dage, at Ehlers og holdkammeraterne kunne fejre en sejr.

Nikolaj Ehlers fik aldrig selv sendt pucken i mål i kampen, selvom han havde fem afslutninger i løbet af de 14 minutter og 14 sekunder, han var på isen.

– Jeg føler mig tilpas med måden, jeg har spillet på i opstarten og i sæsonen, men der er stadig lang vej igen, siger han.

Næste kamp for Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets er på mandag, når holdet møder New York Islanders på udebane.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS