Northside præsenterer nyt topnavn

Det amerikanske hiphop-kollektiv Wu-Tang Clan kommer til Northside. Pressefoto
Udgivet Opdateret

Northside har sikret sig et legendarisk hiphop-navn til næste år

Northside-festivalen i Aarhus præsenterede onsdag endnu et hovednavn til næste års festival. Rapkollektivet Wu-Tang Clan kommer til festivallen. Dermed har festivallen sikret sig et af de helt store navne inden for hiphop, lyder udmeldingen fra festivalens talsmand.

– Vi har altid haft en ambition om at have hiphop-navne på programmet, og vi havde tidligere i år stor succes med at præsentere A$AP Rocky og Jurassic 5 på Northside. Men der kan ikke være tvivl om, at vi med Wu-Tang Clan har bevæget os op i en anden liga. De er legendariske, ikke bare i hiphop-kredse, men på tværs af alle genrer og kan med rette beskrives som et af 90’ernes mest indflydelsesrige navne, siger talsmand for Northside, John Fogde.

To andre navne

Udover Wu-Tang Clan er der også kommet to yderligere navne på plakaten, og Northside oplyser, at det er de sidste navne, der bliver præsenteret inden årrsskiftet. Amerikaneren Matthew E. White, der snart er klar med sit andet album, kommer til festivallen, og det psykedeliske danske rockband Spids Nøgenhat, som netop har vundet to Danish Music Awards for henholdsvis Årets Danske Rockudgivelse og Årets Danske Live Navn, kommer også.

Dermed er følgende navne klar til NorthSide 2015: Alt-J, FKA Twigs, George Ezra, Interpol, Jack Garratt, John Grant, José González, Matthew E. White, MØ, Sam Smith, Spids Nøgenhat, St. Paul & the Broken Bones, The Black Keys, The Parov Stelar Band og Wu-Tang Clan.

Powered by Labrador CMS