Norwegian-strejke slut: Dog forsinkelser i morgen

Foto: Chris Raezer.
Udgivet Opdateret

Strejken blandt Norwegians piloter er ovre, men der går lidt tid, før flyselskabet atter flyver som normalt.

Selvom Norwegians skandinaviske piloter ikke længere strejker, kan selskabets danske passagerer opleve forsinkelser og andre ændringer i flydriften onsdag.

Det oplyser Norwegian til Ritzau.

– Det kommer til at tage lidt tid, før vi er tilbage med en helt normalt drift, siger Daniel Kirchoff, kommunikationsrådgiver hos Norwegian.

– Vores fly er placeret andre steder, end de egentligt skulle være, så der kommer til at gå lidt tid, inden vi har en helt normal drift igen.

– Derfor kan der også i morgen være uregelmæssigheder i flyvningen, siger han.

Norwegian opfordrer deres passagerer til at holde sig opdateret om eventuelle forsinkelser og aflysninger på flyselskabets hjemmeside.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS