Nu åbner grænsen: Politiet står klar

Med udsigt til endnu en grænseovergang, der åbnes op, er politiet klar til, at den tyske grænse åbnes den 15. juni 2020.

Udgivet Opdateret

Nu er grænsen mellem Tyskland og Danmark genåbnet. Det betyder dog ikke, at alt er som før coronakrisen.

Syd- og Sønderjyllands Politi er klar til at gøre arbejdet, men meddeler også, at der er risiko for en del kødannelse – og det er også selv om der åbnes endnu en grænseovergang.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Risiko for kø

Udlændingekontrolafdeling Vest, UKA Vest, ved Syd- og Sønderjyllands Politi åbner også grænseovergangen i Padborg. Det betyder, at der nu er fire grænseovergange, der er muligt at benytte for danskere og tyskere, der fra den 15. juni må køre over grænsen.

Foruden Padborg er det også muligt at benytte sig af overgangene i Frøslev, Kruså og Sæd.

Hvis man er én af dem, der i den kommende tid skal en tur over grænsen og hjem igen, så kan det ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi ikke udelukkes, at man vil opleve en del kødannelse ved grænseovergangene.

– Vi er meget opmærksomme på situationen og gør vores bedste for, at trafikken skal glide bedst muligt samtidigt med, at vi skal gennemføre indrejsekontrollen. Desuden opfordrer vi de rejsende til at følge med i trafiksituationen og overveje at køre mod Danmark på ydertidspunkter, hvor trafikken måske ikke vil være så tæt, forklarer politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest.

Politiet har dog indsat ekstra mandskab, ligesom at alle grænseovergange undtaget den i Padborg har døgnåbent. Grænseovergangen i Padborg har åben fra klokken 07.00 til klokken 23.00.

Desuden er alle indrejsespor åbne ved alle grænseovergange.

Disse borger kan rejse frit

På trods af at Danmark fra mandag den 15. juni tager endnu et skridt hen mod det samfund, vi kendte før coronakrisen, så er det altså ikke alle grænsen mellem Tyskland og Danmark er åben for.

Tyske turister må gerne rejse ind i Danmark, hvis de overholder en del krav. Heriblandt at turisterne skal have bevis for, at de har booket overnatninger i Danmark – med undtagelse af Københavns og Frederiksbergs kommune – på minimum seks nætter. Overnatninger gælder både sommerhusleje, bådleje, camping og så videre.

For de tyske turister, der har booket minimum seks nætter fra før den 15. juni, men som også løber efter den 15. juni anses på nuværende også for at have et anerkendelsesværdigt formål, og derfor er grænsen åben for dem.

Foruden tyske turister må borgere fra Slesvig og Holsten kan rejse frit ind og ud af Danmark uden at opfylde anerkendelsesværdigt formål. De skal dog kunne dokumentere, at de bor i Slesvig-Holsten. Det er endnu ikke afklaret, hvad der eksakt tæller som bevis. Politiet vil dog melde det ud, når der er en afklaring.

Rejs til Tyskland

Ligger man lavt på beholdningen af dåsesodavand og -øl ovenpå grænselukningen, kan man være interesseret i, hvordan man som danskere skal forholde sig til grænseåbningen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har løbende modtaget henvendelser fra danske borgere vedrørende indrejse til Tyskland, blandt andet i forbindelse med grænsebutikkerne.

Danskere anbefales at orientere sig om indrejse til Tyskland hos tyske myndigheder.

Den 10. juni meddelte den tyske indenrigsminister Horst Seehofer, at Tysklands grænsekontrol ophæves til Schweiz, Frankrig, Østrig og Danmark.

– Fra den kommende tirsdag vil situationen i vid udstrækning atter være normal ved de tyske landegrænser. EU-borgere og schweizere vil derefter uhindret – uden kontrol og uden karantæneregler – kunne rejse ind i Tyskland, siger Seehofer, som onsdag orienterede forbundsregeringen om de planlagte ændringer, lød det fra Horst Seehofer.

Der kan dog i de tyske delstater være forskellige regler om indrejse.

Powered by Labrador CMS