Nu bliver Bilka også posthus

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Snart kan du hente pakker og sende post, når du køber ind i Bilka. Post Danmark og supermarkedskæden har indgået et samarbejde, som betyder, at der nu åbner posthuse i 18 varehuse landet over – plus i en enkelt AZ-forretning i Hjørring.

De nye posthuse får samme åbningstider som Bilka, og kunderne vil derfor kunne hente og sende pakker samt købe frimærker og pakkeporto fra klokken 08 til 22 alle ugens dage.

Flere og flere danskerne handler på internettet, og det er begrundelsen for, Post Danmark er nødt til at udvide deres net af udleveringssteder.

»E-handelen er voksende, så der er opstået et øget behov for steder, hvor kunderne kan hente deres forsendelser. Der har vi vurderet, at Bilka er en rigtig god samarbejdspartner, og vi er glade for, at de har set det samme i os,« siger Troels T. Jensen, der er chef for posthuse i Post Danmark.

Pakkeposten er blevet er blevet den væsentligste forretning for Post Danmark efter internethandlens indtog. Derfor har de de seneste år taget konsekvensen og lukket mange af de traditionelle posthuse for at rykke ind hos forskellige samarbejdspartnere.

Post Danmark har i dag 950 posthuse og anslår, at 930 af dem ligger i forbindelse med andre forretninger og varehuse. I 2014 åbnede de 150 nye posthuse i filialnettet, og i 2015 fortsætter de altså udvidelsen og er kommet ind i varmen hos Bilka.

Troels T. Jensen fortæller, at Post Danmark har set sig varm på Bilka, fordi det er et af danskernes foretrukne indkøbscentre, og fordi de holder længe åbent.

»Bilka har nogle lange åbningstider og en meget stor kundestrøm. Vi mener, at det er attraktivt både for os og vores kunder, hvis danskerne kan hente og sende deres pakker i et varehus som Bilka,« siger han.

Aftalen går ifølge posthuschefen ud på, at størrelsen på pakkestrømmen i Bilka-posthusene afgør, hvor meget Post Danmark betaler Bilka for samarbejdet.

Planen med de 18 posthuse er, at de skal ligge i varehusenes forområde ved siden af kiosken og bageren. Bag skranken vil man møde Bilka-medarbejdere, som er blevet instrueret i at hjælpe postkunderne.

»Det er Bilka-medarbejdere, som kunderne vil møde derude. De bliver oplært af Post Danmark til at kunne betjene kunderne, både når de skal sende pakker og når de vil have pakker udleveret,« fortæller Troels T. Jensen.

I Bilka Ishøj åbnede posthuset i slutningen af 2014. De øvrige ventes være på plads frem mod sommerferien.

Powered by Labrador CMS