Nu bliver der igen samlet skrald i København

De overfyldte containere bliver nu tømt. Foto: Mathias Bojesen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er slut med overfyldte og lugtende skraldespande i de københavnske baggårde.

Skraldestrejken i hovedstaden er nemlig afblæst, og arbejdet med at indsamle affald vil dermed blive genoptaget, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Det skyldes, at 3F og City Renovation med kommunen som mægler er blevet enige om et forløb for de fortsatte forhandlinger om den fremtidige tilrettelæggelse af skraldemændenes arbejde.

»Københavns Kommune er ikke part i den igangværende konflikt. Men affaldssituationen i København var ved at udvikle sig til det helt uacceptable. Derfor trådte kommunen ind i en mæglerrolle, og vi har nu fået genskabt forhandlingerne mellem parterne. Det betyder, at arbejdet bliver genoptaget, mens forhandlingerne fortsætter,« siger direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen Carsten Riis.

Strejken blev iværksat som følge af uenighed i forhandlingerne mellem de skraldemænd, der i dag er ansat hos firmaet M. Larsen Vognmandsfirma, og deres kommende arbejdsgiver, City Renovation, som 1. maj overtager kontrakterne på Østerbro og Nørrebro fra M. Larsen.

Københavnerne har derfor ikke fået hentet deres skrald siden 20. april.

Københavns Kommune har det seneste døgn ageret mægler i forhandlingerne om skraldemændenes arbejdsvilkår. Som en del af løsningen udskyder Købehavns Kommune kontraktskiftet på Nørrebro og Østerbro.

Powered by Labrador CMS