Nu bliver du straffet for at blokere annoncer

Brugere med AdBlock installeret bliver nu straffet af både Google, Youtube og flere andre hjemmesider – også i Danmark. Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Er du træt af at se annoncer på nyhedssites på nettet så bliver du nok endnu mere træt af modtrækket

Har du lyst til at se en tre minutters lang reklamevideo før den video du i virkeligheden klikkede ind for at se? Eller hvad med en sort skærm?

Det er realiteten for de mennesker, der har installeret annonce-filtre, der blokerer de mange bannere, vi hver dag bombarderes med på internettet.

Ifølge tv2.dk er Google på vej med en straf på youtube for de brugere, der ikke vil se reklamer. Og tv2.dk straffer også selv adblock-brugere ved at vise dem en sort videoafspiller, som de ikke kan aktivere.

“Når man i dag ser en video på Youtube, begynder en kort reklame, som man kan klikke fra efter få sekunder. Men hvis du sidder på Chrome og bruger AdBlock, så vil du i stedet risikere at blive mødt af en op til 3 minutter lang reklame, du ikke kan slå fra”, skriver tv2.dk.

Den eneste måde at slippe for den lange reklame er paradoksalt nok, at deaktivere AdBlock og lignende programmer, som blokerer reklamer for dig.

Powered by Labrador CMS