Nu er Harry og Meghan i gang

Hertugen og hertuginden melder ud om deres første store 'Archewell Foundation' projekt.

Udgivet Opdateret

Prins Harry og Meghan Markle er nået i mål med etableringen af deres nye velgørenhedsorganisation, ‘Archewell Foundation’, og har nu også meldt deres første store projekt ud til offentligheden.

Det handler om opbakning til non profit organisationen ‘World Central Kitchen’. Det skriver blandt andet Mirror.

‘World Central Kitchen’ blev grundlagt af den spansk-amerikanske kendis-kok José Andrés tilbage i 2010 og har til formål at bidrage til gratis bespisning af befolkningen i katastroferamte områder rundt om på kloden.

Harry og Meghan har indvilget i at hjælpe til med finansieringen af ​​fire nye såkaldte ‘Community Relief Centers’, som i første omgang skal fungere som nødkøkkener.

Kan hurtigt ombygges

Faciliteterne er dog designet til, at de hurtigt kan ombygges til for eksempel skoler, sundhedsklinikker eller lignende den dag, der ikke længere er behov for dem i nødhjælps-regi.

”Når vi tænker på José Andrés og hans utrolige team hos ‘World Central Kitchen’, bliver vi mindet om, at der selv i et år med nærmest utænkelig modgang er så mange fantastiske mennesker, der er villige til og arbejder utrætteligt for at støtte og hjælpe andre og hinanden. ‘World Central Kitchen’ inspirerer os via medfølelse og aktion. Vore samfunds sundhed afhænger af vores fælles evne til at skabe forbindelse til vores fælles menneskelighed,” udtaler det kongelige par i forbindelse med offentliggørelsen.

Det første af de fire centre bliver etableret på den caribiske ø Domenica, som blev voldsomt hærget af orkaner i 2017. Det er planlagt til at åbne først i det nye år og vil blive fulgt op med endnu et center i Puerto Rico.

Placeringen af de to sidste centre er endnu ikke offentliggjort, ligesom det heller ikke fremgår, hvad etableringen af de fire centre forventes at løbe op i.

Powered by Labrador CMS