Nu gemmer MobilePay kvitteringerne for dig

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Danske Banks mobilbetalingsløsning MobilePay vil fremover automatisk gemme kvitteringerne fra dine indkøb, så du ikke længere behøver at holde styr på et lille stykke krøllet papir.

Det er et samarbejde mellem MobilePay og Storebox, der gør den mobile kvitterings-lagring mulig.

Det er også muligt at få MobilePay til at gemme kvitteringerne, selvom man betaler med et fysisk kort, så længe kortet, man betaler med, er knyttet til MobilePay.

Allerede nu kan kunderne i Bilka og en række udvalgte Matas-butikker gemme kvitteringerne på telefonen.

“Perfekt kundeoplevelse”

Den nye udvikling er ifølge Matas perfekt for kædens strategi, og hos Dansk Supermarked er de mobile kvitteringer med til at skabe en perfekt kundeoplevelse.

»MobilePay er genialt og nemt at bruge. Det eneste, løsningen manglede, var en kvitteringsfunktion, så kunden ikke blot blev præsenteret for beløbet, men samtidig fik hele kvitteringen gemt i MobilePay-appen. Det får de nu, og det er en markant forbedring af vores kundeservice,« siger Dansk Supermarkeds direktør for e-commerce og digital, Kenneth Nielsen.

Dansk Supermarkeds butikker får alle installeret MobilePay i løbet af 2015, og også Matas forventer at have udrullet MobilePay til alle kædens 294 butikker i løbet af efteråret.

Hilser nyt tiltag velkommen

Danske Banks chef for MobilePay-divisionen, Mark Wraa Hansen, hilser også det nye tiltag velkomment. Han peger også på det store miljøpotentiale i at spare papir, når kvitteringerne ikke længere skal udskrives.

»Nu kan du bare godkende, når betalingen dukker op på skærmen i MobilePay og straks forlade butikken. Alt det traditionelle papirarbejde er lagret mobilt, hvor det er nemt tilgængeligt. Samtidig er miljø-sparepotentialet stort. Derfor er et en vigtig prioritet for os at udvikle en grøn profil til næste version,« siger Mark Wraa Hansen og lover, at der i løbet af året bliver adgang til elektroniske tvitteringer hos flere kædebutikker, der arbejder med implementeringen af MobilePay.

Når kunderne skal bruge kvitteringerne, kan de hurtigt findes frem ved fritekstsøgning. I praksis skal man tilmelde sig kvitteringsløsningen inde i MobilePay-appen.

Powered by Labrador CMS