Nu genåbner flyruter: Det skal du passe på

Snart kan danskerne igen rejse til de fleste EU-lande. Flyene hos SAS bliver så vidt muligt fyldt helt op.

Udgivet Opdateret

Fra 27. juni kan danskere igen med god samvittighed rejse til EU-lande med et lavt antal coronasmittede, og det får flyselskabet SAS til at åbne nye ruter og sende flere fly på vingerne. Flyene vil så vidt muligt blive fyldt op, siger Sille Beck-Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS.

Samtidig kommenterer viruseksperter udsigterne og risiciene ved, at danskere sætter sig ombord på fly rundt i Europa. Overordnet set giver de nye rejsekriterier god mening. Men der skal få smitteudbrud med coronavirus til, før tingene kan ændre sig, og det kan blive en dyr og besværlig affære.

Vurderingen kommer fra Christian Wejse, speciallæge på Aarhus Universitetshospital og lektor på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med epidemier og global sundhed. Han siger konkret om kriteriet, der foreskriver, at der skal være under 20 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere i landet per uge, før Udenrigsministeriet vil acceptere rejse her til.

– Det er et meget brugbart mål, men så vidt jeg kan se, ligger England for eksempel nok lige på vippen. Der skal ikke så mange udbrud til, før tingene kan flytte sig, siger Christian Wejse til Ritzau.

Samtidig vil de danske myndigheder undersøge testaktiviteterne i landene og sørge for, at de er gode nok. Her kan det blive sværere at få et overblik, mener Christian Wejse, selv om han tror på, at det er muligt at få tilstrækkelig med data til at vurdere rejsereglerne for det pågældende land.

Lever af at flyve

SAS kalder det enormt positivt, at der nu lempes på rejsevejledningerne. Særligt fordi man havde regnet med, at der først ville blive lempet på vejledningerne den 31. august.

– Vi lever af at flyve passagerer rundt, og det betyder også, at vi åbner flere ruter hen over sommeren. Nu må vi se, hvordan danskerne og skandinaverne reagerer på dagens udmeldinger. Men vi er klar til at møde efterspørgslen, forsikrer Sille Beck-Hansen.

Det vides endnu ikke, hvilke og hvor mange ruter der åbnes for. Der er taget flere sikkerhedsforanstaltninger, så danskerne kan rejse trygt, siger og beretter om, at man har et filtersystem, der skal sikre ren luft. Derudover skal man have mundbind på under rejsen, og der er også indført en skærpet rengøringsprocedure.

– Passagererne kan føle sig helt sikre, siger Sille Beck-Hansen.

SAS har i forvejen i starten af juni annonceret en række ruter, der skal åbne i løbet af måneden, blandt andet til Athen, Nice og Malaga. På disse ruter vil der blive sat flere fly ind, såfremt efterspørgslen er til det, siger Sille Beck-Hansen.

– Det er der nok også en forventning om, at vi gør, siger hun.

Rejs trygt rundt

Ifølge Kåre Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), kan man trygt tage på sommerferie. Det kræver dog, at man sørger for at holde sig opdateret i rejsevejledningerne for de enkelte lande. Situationen kan nemlig hurtigt kan ændre sig.

– Som udgangspunkt kan man være tryg ved at tage på ferie, for ellers var det her skridt ikke taget, men det er vigtigt, at man sætter sig ind i de lokale forhold og orienterer sig i rejsevejledninger og følger med lokalt. Det kan være, man planlægger en rejse nu, og når man så kommer frem, kan der være en smittespredning. Det må man naturligvis forholde sig til, siger han.

Den nye model for at åbne grænserne og lempe rejsevejledningerne gælder rejser til og fra lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien. Åbningen er betinget af, at landene hver især opfylder visse objektive kriterier. Herunder at de altså skal have under 20 nye smittede med coronavirus per 100.000 indbyggere per uge.

I øjeblikket er det kun Sverige og Portugal, der ikke opfylder kriteriet.

Det betyder altså, at danskere stadig skal holde sig fra at tage til lande uden for EU, ligesom borgere i tredjelande ikke kan få lov at krydse den danske grænse. Medmindre de har et såkaldt “anerkendelsesværdigt formål”.

Kåre Mølbæk siger, at det er vigtigt, at man i genåbningen ikke går for hurtigt frem.

– Jeg tror, det er vigtigt at tage et skridt ad gangen, og det her er faktisk et ret stort skridt i forhold til dem, der tidligere er taget. Og så må vi jo se, hvordan det går, siger han.

Corona-restriktioner i udlandet

Rejsevejledningerne bliver senere på måneden blødt op, så danskerne kan komme på sommerferie i store dele af Europa.

Læs her, hvad restriktionerne er i danskernes fem mest yndede rejsemål.

* Spanien (17 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Spanien har fortsat et afstandskrav på to meter, og der kan være begrænsninger i, hvornår man må gå ud.

– Man må ikke forsamle sig mere end 20 personer, og antallet af besøgende på eksempelvis museer og i teatre er begrænset.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i det offentlige rum.

* Italien (10 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Der skal holdes mindst en meters fysisk afstand. Man må ikke forsamle sig flere, end at afstandskravet kan efterleves.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i offentlig transport og indendørs arealer.

* Grækenland (8 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Der er forsamlingsforbud på ti personer undtaget eksempelvis bryllupper, hvor der må være 30-50 personer.

– Der må maksimalt køre to i en taxa.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i blandt andet offentlig transport, storcentre, apoteker og hospitaler.

– Biografer, teatre og koncertsale er fortsat lukkede.

* Tyskland (6 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Der er ikke forsamlingsforbud, men større arrangementer er forbudt.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i offentlig transport og butikker.

* Frankrig (5 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Forsamlinger på over ti personer er forbudt.

– Det er lovpligtigt at bruge mundbind i al offentlig transport, på stationer og i taxa. Butikker kan kræve, at kunder bærer mundbind.

Kilder: Danmarks Statistik, ambassader i de respektive lande.

Powered by Labrador CMS