Nu indfører politiet øget kontrol her

Rejsende bør derfor altid medbringe rejselegitimation, og tag i øvrigt afsted i god tid, lyder det fra politiet.

Udgivet Opdateret

Tirsdag 12. november bliver grænsen mellem Danmark og Sverige et større fokusområde for dansk politi.

Rigspolitiet skriver i en pressemeddelelse, at man der påbegynder en midlertidig grænsekontrol mellem de to lande.

Grænsekontrollen blev af regeringen annonceret 10. oktober. Formålet er at forhindre alvorlig og organiseret kriminalitet i at sprede sig.

Da regeringen præsenterede nyheden tilbage i oktober, kom det frem, at kontrollen skal fungere de næste seks måneder.

Landets justitsminister, Nick Hækkerup (S) redegjorde 10. oktober for beslutningen på et pressemøde ved Politigården i København.

– Vi har alene siden februar i år haft 13 sprængninger i hovedstadsområdet. Sprængninger, som har bragt helt almindelige menneskers liv i fare.

– Regeringen ser på situationen med stor alvor. Vi vil ikke finde os i, at kriminelle bander placerer bomber eller skyder på gaden, sagde Nick Hækkerup.

Det rammer alle rejsende

For den almene rejsende, der ikke rejser i hverken alvorlig eller organiseret kriminalitet, får det flere konsekvenser.

Du skal eksempelvis fremadrettet huske rejselegitimation, hvis du rejser mellem Danmark og Sverige. Godt nok bliver der ikke oprettet en grænsekontrol, hvor alle bliver tjekket hver gang, de krydser grænsen, men politiet har ikke tænkt sig at varsle, hvornår de holder øje med grænsen.

– Man kommer ikke til at se faste, døgnbemandede kontrolforanstaltninger ved grænseovergangene til Sverige. Kontrollen vil blive gennemført som stikprøvekontroller og periodiske kontroller målrettet vej- og togtrafikken over Øresundsforbindelsen, og færgetrafikken i havnene i Helsingør, Frederikshavn, Grenaa og Rønne, siger Lene Frank, politidirektør i Rigspolitiet, i pressemeddelelsen.

Ifølge Lene Frank er der da heller ingen tvivl om, hvem det er, man fra politiets side gerne vil have i nettet.

– Vi går målrettet efter den organiserede kriminalitet, og det er målsætningen, at den almindelige rejsende påvirkes mindst mulig af grænsekontrollen. Hvor ofte der vil være kontrol, vil afhænge af det aktuelle efterretningsbillede og de lokale forhold og trafikmønstre, siger Lene Frank i pressemeddelelsen.

Forlænget rejsetid

Grænsekontrollen kommer til at betyde, at det kan tage længere tid end normalt at rejse mellem Danmark og Sverige, og Rigspolitiet skriver specifikt i pressemeddelelsen, at man bør tage afsted i bedre tid end normalt, hvis man vil krydse grænsen fra 12. november.

Rigspolitiet skriver også i pressemeddelelsen, at der bliver etableret et Grænsecenter Øresund, hvor der skal sidde personer, der arbejder med efterretnings-, analyse- og efterforskningsmæssige opgaver. De skal samarbejde mellem svensk politi og andre myndigheder i regionen.

“Viden om kriminelles bevægelser, herunder brug af bl.a. køretøjer, rejseruter og rejsefæller, vil være en vigtig brik i overvågningen af kriminelle miljøer, uanset hvilke hensigter de kriminelle har,” skriver Rigspolitiet.

Powered by Labrador CMS