Nu jubler Messerschmidt

Morten Messerschmidt er glad for, at der er

Morten Messerschmidt er tilfreds med, at en hidtil ukendt lydfil er dukket op
Morten Messerschmidt er tilfreds med, at en hidtil ukendt lydfil er dukket op
Udgivet Opdateret

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, er tilfreds med, at en hidtil ukendt lydfil er dukket op, som måske kaster et mere positivt skær over hans forklaringer i Byretten i Lyngby i Meld og Feld-sagen.

- Jeg synes, det er glædeligt og utroligt centralt i forhold til at få belyst, hvad det egentlig er, der er hændt i Skagen, og jeg mener, det er et ret afgørende bevis, som selvfølgelig trækker i min retning, i forhold til hvad der retligt skal ske herfra, siger han til Berlingske.

Mediet fortalte torsdag om lydfilen, som angiveligt stammer fra Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i august 2015.

På lydfilen hører man Morten Messerschmidt sige:

- Og som I vil vide: I går var vi jo til EU-seminar – ligesom vi var sidste år – organiseret af vores europæiske parti.

Central sætning

Sætningen er central, fordi Morten Messerschmidt for nylig blev idømt seks måneders betinget fængsel ved Byretten i Lyngby.

Det gjorde han for svindel med EU-midler samt dokumentfalsk.

Han havde fået EU-støtte for omkring 100.000 kroner til at afholde en EU-konference i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.

Problemet var bare, at ingen andre end Morten Messerschmidt i byretten kunne huske at have deltaget i en EU-konference på sommergruppemødet det år.

Erindrede ikke EU-konference

Flere nuværende og tidligere DF-medlemmer af Folketinget, herunder formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup, fortalte i vidneskranken, at de ingen erindring havde om en EU-konference.

Peter Skaarups vidneudsagn blev endog tillagt afgørende vægt i dommen.

Adspurgt om, hvorfor andre mon har givet en anden forklaring i retten, siger Morten Messerschmidt til Berlingske:

- Det kan der være mange årsager til. For det første kan det være, man ikke har spurgt de rigtige. For det andet kan det være, at folk husker med seks års forskydning lidt tåget, eller hvad man skal sige.

Fortsat tillid til Peter Skaarup

Han har "på enhver måde" tillid til Peter Skaarup som gruppeformand.

Messerschmidts advokatteam arbejder på at indsamle mere bevismateriale til ankesagen i landsretten.

Morten Messerschmidt siger, at han allerede nu har fundet medlemmer af Dansk Folkeparti, der kan bakke op om hans forklaring om, at der fandt et EU-seminar sted ved sommergruppemødet i Skagen for seks år siden.

- Dem har jeg allerede fundet, siger han - uden at ville sige hvor mange.

Lydfilen, som altså nu er dukket op, stammer ifølge Berlingske fra sidstedagen af sommergruppemødet i 2015.

Den skulle være optaget af Karsten Lorentzen, som på daværende tidspunkt var ansat i partiet.

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Født den 13. november 1980.

* Fødested: Frederikssund.

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2019: Messerschmidt kom tilbage i Dansk Politik.

2020: Næstformand for Dansk Folkeparti.

* Uddannelse:

Cand.jur. fra Københavns Universitet.

* Job:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

Kilde: Folketinget, Ritzau.
Powered by Labrador CMS