Nu kommer der 150 nye posthuse

Newspaq
Udgivet Opdateret

Flere bestiller pakker på nettet, og derfor åbner Post Danmark nye posthuse for at stå bedre i konkurrencen.

Post Danmark åbner 150 nye posthuse på tankstationer og supermarkeder over hele landet. Dermed når det samlede antal posthuse op på 950.

75 af de nye posthuse vil blive åbnet på OK Plus-stationer, mens de øvrige 75 primært kommer til at ligge i butikker i Coop-kæden, Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd.

Post Danmark har gennem de seneste mange år været ramt af, at der bliver sendt markant færre breve end tidligere. Derimod er forsendelse af pakker blevet en vigtigere del af virksomhedens forretning.

– Det at have et stærkt netværk af udleveringssteder bliver et utroligt vigtigt konkurrenceparameter på et e-handelsmarked, hvor flere og flere pakker bestilles til direkte afhentning på et posthus eller i en pakkeboks, siger Jørgen Fischer, chef for Posthuse i Post Danmark, i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS