Nu kommer flere burgere til Danmark

Foto: Instagram
Udgivet Opdateret

Til sommer får danskerne endnu en burger-restaurant, der vil lægge sig mellem McDonald’s og Jensens Bøfhus

Diner-fornemmelse, 50’er-stemning og gode burgere. Det er, hvad Hwy 55 vil tilbyde danskerne, når de første restauranter åbner til sommer.

– Der har manglet en restaurant, der ligger mellem McDonald’s og Jensens Bøfhus. Der findes selvfølgelig diverse gourmetburger-restauranter, men der bliver man jo flået, inden man når ud af døren. Med Hwy 55 mener vi, vi har fundet den gyldne middelvej, siger Jens-Christian Due, der er direktør i den danske udgave af den nye kæde, til BT.

Den første Hwy 55 åbner til juni i Kolding Storcenter, og til juli er det så københavnernes tur – de får en mindre restaurant på Hovedbanegården.

Full Service en del af konceptet

Hwy er inspireret af 50’erne og 60’ernes diner-stil, og der vil være servering: Tjenere, der viser dig til brodet, tager imod bestillingen og kommer med maden.

– Jeg har længe gerne ville have et sted, hvor jeg har kunnet komme ind og få en rigtig god burger, uden at jeg skulle stå i kø. Samtidig vil jeg gerne have det lidt hyggeligere, og i Hwy 55 er atmosfæren bygget op omkring 50’er- og 60’er-stilen – en god tid, som folk husker med glæde, siger direktøren.

Restauranten på Københavns Hovedbanegård bliver dog en take away-restaurant med få siddepladser – den første Hwy 55 af den slags i verden – mens den i Kolding Storcenter og fremtidige Hwy 55-restauranter kommer til at følge ‘full service’-konceptet.

Prisen på en menu med burger, fritter og drikkevarer vil ligge på ca. 89 kroner – og det er vel at mærke en pris, der inkluderer gratis refill af sodavand, fri dyppelse og dit eget personlige præg på burgeren.

– Udover servicen differentierer vi os fra de andre burger-kæder ved, at du selv bygger din burger hos Hwy 55. Du bestemmer selv, hvad du vil have i den – du bestemmer selv osten, om der skal være coleslaw i bunden, om det skal være med ketchup eller sennep og så videre. På den måde er ikke bare en standard burgermenu, der smager ens over det hele. Den smager, som du ønsker, at den skal smage, siger Jens-Christian Due.

Powered by Labrador CMS