Nu kommer Mobilepay i flere supermarkeder

Pressefoto
Udgivet Opdateret

Dansk Supermarked udruller mobilbetaling i fire yderligere supermarkeder.

Dansk Supermarked og Danske Bank fortsætter udrulningen af MobilePay og er nu klar med mobilbetaling i fire nye butikker. Løsningen er i første omgang blevet testet i Føtex i Storcenter Nord i Aarhus, men nu er yderligere fire butikker klar, oplyser Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.

De nye butikker er Føtex på Nordre Fasanvej på Frederiksberg, Føtex på Slotsgade i Aalborg, Bilka i Horsens og Føtex på Vesterbro i Odense.

– Vi er nu klar til at tage næste skridt i planen mod at rulle mobilbetaling ud i alle vores butikker. De fire varehuse dækker store provinsbyer fordelt over hele landet og et varehus i midten af København. Det betyder, at vi får testet løsningen i de butikker, hvor der kommer mange forskellige typer kunder, som kan prøve teknologien af, siger Kenneth Nielsen, der er direktør for e-commerce og digital hos Dansk Supermarked.

Tre procent betaler med mobil

Selvom størstedelen af kunderne stadig primært benytter kort og kontanter, så er mobilbetalingen kommet godt fra start.

– Siden vi introducerede MobilePay i Storcenter Nord er flere kunder, unge som ældre, begyndt at bruge det. I dag er det cirka 3 procent, som vælger at betale med telefonen i varehuset. Det er rigtig flot, og det bekræfter os i, at Mobilepay er et godt bud på fremtidens mobilbetalingsløsning i de store kædebutikker i dansk detailhandel, siger Kenneth Nielsen.

Den holdning deles af Mark Wraa-Hansen, der er chef for MobilePay-divisionen i Danske Bank.

Betalingsløsningen er klar i alle de fire nye butikker i løbet af en god uges tid, og Dansk Supermarked forventer, at mobilbetalingen kan benyttes i alle 566 Føtex-, Bilka-, Netto- og Salling-butikker inden for et års tid.

Powered by Labrador CMS