Nu taler de endelig sammen

Luften er dog tilsyneladende stadig kold mellem brødrene

Harry og William har nu talt sammen. Men den store forbrødring venter stadig. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Efter mere end en uges kold luft har prins Harry og prins William endelig fået talt sammen oven på Oprah-interviewet.

Det oplyser tv-værten Gayle King, nær veninde med både Oprah og Meghan, i sit tv-program CBS This Morning, skriver Daily Mail:

– Jeg ringede til dem for at høre, hvordan det gik. Og det passer. Harry har talt med sin bror, og han har også talt med sin far. Det, jeg fik at vide, var, at samtalerne ikke var produktive. Men han er glad for, at dialogen er startet, siger Gayle King.

King oplyser i samme ombæring, at ingen fra kongehuset endnu har været i kontakt med Meghan.

Gayle Kings opfattelse af situationen er, at det må være “frustrerende for Harry og Meghan, at det er endt i en racediskussion”. Hendes opfattelse er, at Harry og Meghans ønske har været, at hoffet skal gå ud og offentligt dementere alle de “uretfærdige, fejlagtige og falske historier, som definitivt har racistisk præg”. Hun mener altså, at der delvist er tale om misforståelser.

Voldsomme påstande

I interviewet kom Meghan med en række påstande om sin tid indenfor murene på Buckingham Palace. Blandt andet, at der blev udtrykt bekymringer omkring hudfarven på Archie, inden den lille dreng kom til verden den 6. maj 2019.

Desuden, at hun følte sig ‘fanget’, og at hun blev nægtet hjælp udefra til at få styr på sin mentale tilstand, der endte med at bringen hende på randen af selvmord. Simpelthen fordi det ikke ville være godt for ‘The Firm’, som hun kaldte kongehuset i interviewet.

Prins Harry sagde blandt også, at han har følt sig svigtet af sin far, prins Charles. Ifølge Harry er Charles holdt op med at svare på hans telefonopkald.

Vil altid være elsket

Buckingham Palace udsendte efter interviewet en erklæring, hvor det blandt andet fremgik, at hele familien er kede af at erfare, hvor udfordrende de seneste par år har været for Harry og Meghan, og at familien tager tingene, især problematikken om race, dybt alvorligt.

Det fremgik desuden, at uanset hvad, så vil Harry og Meghan altid være en elsket del af den kongelige familie.

Powered by Labrador CMS