Nu vil Ikea købe dine møbler

Den fuldstændig omvendte verden.

Nu vil Ikea købe DINE møbler. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En tur i Ikea plejer som oftest at kaste et indkøb eller 10 af sig, men 27. november introducerer den store kæde faktisk et koncept, der mest af alt minder om den komplet omvendte verden. Ikea tilbyder nu at købe dine møbler.

I en pressemeddelelse præsenterer Ikea nemlig konceptet Gensalg. Det går kort fortalt ud på, at du nu kan sælge dine brugte Ikea-møbler tilbage til bolighuset, som så sælger dine brugte møbler videre som brugtvare i Rodebutikken.

– Hos Ikea har vi en ambition om at gøre det nemmere for de mange mennesker at bidrage til den grønne omstilling. Med Gensalg gør vi genbrug og et mere cirkulært forbrug let tilgængeligt for kunderne ud fra tanken om, at hvis lidt flere træffer bæredygtige valg, så kan vi sammen gøre en stor forskel, siger Country Retail Manager Johan Laurell i pressemeddelelsen.

De møbler, som Ikea køber tilbage, vil blive betalt med tilgodebevis, som sælger kan bruge i … Ikea. Djævlens advokat vil så sige, at det blot er en smart indtjeningsfidus camoufleret som et grønt tiltag.

Et tilbud

Ikea Gensalg giver som sådan ikke nogle muligheder, som en god salgsgruppe på Facebook ikke gør. Sælger får penge for noget, der ikke længere skal bruges, køber får et billigt møbel, og miljøet bliver skånet for endnu et brug-og-smidt-væk-produkt. Det essentielle spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor man skal vælge Ikea:

– Det behøver man heller ikke, men vi tilbyder en service som et supplement til kundernes oplevelse, siger Christian Mouroux Pedersen, der er Country Communication Manager for Ikea i Danmark, til Newsbreak.dk.

Faktisk, påpeger han, er Ikea klar over, at det her ikke bliver et tiltag, der brager af sted fra starten. Det er såmænd heller ikke nogen hamrende god forretning, lyder det i øvrigt. Pedersen uddyber:

– Klart, vi kommer til at skabe mere omsætning, men vi kommer som sådan ikke til at tjene penge på videresalg af de brugte møbler. De vil blive solgt til samme pris, som vi giver, eller faktisk lavere end den, siger han.

Kunder bruger penge

De fleste Ikea-kunder kender følelsen af at skulle i varehuset efter noget specifikt, og når man kommer hjem, er den blå pose helt fyldt med vaskeklude, poseklemmer, en lampe, et par pyntepuder og måske en havestol eller tre.

Butikker som Ikea tjener penge på, at kunderne er spontane, og derfor er der en omsætningsmulighed for Ikea ved gensalgskonceptet, fordi sælger af et brugt møbel vil få et tilgodebevis og derfor skal indkassere i Ikea.

Umiddelbart betyder det dog ikke, at den cirkulære tanke er skrabet af vejen for kynisk kapitalisme.

– Samtidig er det vigtigt for os, at bæredygtighed ikke er en luksus forbeholdt de få. Derfor forsøger vi altid at tilbyde bæredygtige produkter og løsninger, der er til at betale, siger Johan Laurell i pressemeddelelsen.

Permanent

Ordningen bliver gjort permanent i samtlige af Ikeas varehuse i Danmark. I Ikea Planning Studio på Vesterbrogade i København lader det sig dog ikke gøre. Ikea Gensalg indføres fra den 27. november.

På grund af Covid-19 vil det i første omgang være nødvendigt at reservere en tid til at komme forbi og få prisvurderet sit møbel.

Derefter modtager sælger så et tilgodebevis, som kan benyttes i varehuset, restauranten eller Rodebutikken, hvor de solgte brugtmøbler flyttes hen.

– Gensalg er et af en række initiativer, der skal bringe Ikea frem mod vores mål om at blive en cirkulær og klimapositiv forretning i 2030, siger Johan Laurell i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS