Nu vil minister kigge på klokken

Det er ikke mange borgerforslag, der har fået luft under vingerne siden muligheden for at få Folketinget til at tage borgernes lovforslag op blev indført for et års tid siden. Nu ser et kuriøst et af slagsen dog ud til at kunne blive til virkelighed.

Udgivet Opdateret

I Danmark er vi forud for vor tid. Det er der nok ikke mange, der ved, men faktisk er vi hele 0,07 sekunder foran resten af verden.

Det skyldes, at det i Danmark er Solens middelposition på Bornholm, der definerer det eksakte klokkeslæt – mens resten af verden i mere end 100 år har ladet atom-ure afgøre, hvad klokken er.

Men det kan være, vi snart kommer i sync med resten af verden. Det skriver Ingeniøren. For en sjælden gangs skyld ser det nemlig ud til, at vores politikere rent faktisk vil følge et af de borgerforslag, man siden januar 2018 har kunnet stille.

På trods af at forslaget Indfør en dansk tid kun nåede at indsamle 1363 støtter, ser det nemlig ud til at tidens minister, transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, vil se på klokken:

– Jeg vil se nærmere på, om loven om tid bør ændres, således at der i stedet henvises til UTC som tidsstandard, herunder undersøge mulighederne for, hvordan vi i Danmark kan holde os opdateret i forhold til denne tidsstandard, skriver ministeren således i et skriftligt svar på en forespørgsel i bygnings- og transportudvalget.

Forslagsstiller: -Det er på tide

Borgerforslaget er stillet af blandt andet Mikkel Schou Nielsen, der er forsker på Niels Bohr Instituttet i København og ph.d. i fysik.

Han påpeger, at Danmarks bornholmske tidsangivelse på mange måder er med til at hægte os af.

Inden for felter, hvor nøjagtig tid er meget vigtig – international flytrafik, meteorologiske forudsigelser og den lynhurtige onlinehandel med aktier, står Danmark uden for døren, siger han:

– Alle disse anvendelser udnytter den store udvikling omkring bestemmelsen af tiden, der har fundet sted internationalt de seneste årtier. På grund af den forældede danske lovgivning er det en udvikling, Danmark i store træk ikke deltager i, siger Mikkel Schou Nielsen til Ingeniøren.

Er du måske endnu mere usikker på, hvad klokken er – Så har Newsbreak.dk faktisk tidligere svaret på spørgsmålet: Hvad er klokken?

Powered by Labrador CMS