Ny festival præsenterer legendarisk elektronavn

The Prodigy er et af hovednavnene på årets Tinderbox-festival i Odense. Foto: Creative Commons
Udgivet Opdateret

Tinderbox fortsætter med at tilføje internationale topnavne og helt friske spændende stjerner til programmet

Tinderbox afslører nu flere hovednavne til årets festival i Odense.

The Prodigy (UK) har i mere end 25 år skåret sig en sti af støj igennem den elektroniske del af musikkens viltre landskab. Først og fremmest er de kendt som et af verdens absolut mest energiske livebands og elsket på festivaller og klubber. De har en lang stribe af verdenskendte klubklassikere bag sig som fx Breathe, Smack My Bitch Up, Voodoo People og Firestarter. De har leveret fem skelsættende albums. Det sjette ”The Day Is My Enemy” kommer til marts.

Modest Mouse (US), fra Washington State,er umulige at sætte i anden bås end den udefinerbare indie. I de tyve år, de har eksisteret, er deres publikum vokset og vokset, og deres vidunderlige koncerter ender ofte i fest og kaos, hvor scene og publikum går i et. Deres skæve sange kan være meget længere end standarden tilskriver, helt op til 11 minutter – simpelthen fordi spilleglæden tager over. Modest Mouse er bandet, der brød reglerne og blev en helt uforudsigelig succes.

Hozier (IRL) er den 24 årige Andrew Hozier-Byrne. Han kom som lyn fra en klar himmel, en helt uberørt sangskriver. Hans debut album blev sparket i gang med hans første, og største hit ”Take Me To Church”, der skabte en enorm hype. Hypen holdt vand, albummet levede op til forventningerne, for han er noget ganske særligt, med sine stærke sange og tekster, som Clash Magazine kaldte ”soulful, spiritual and seductive”. Anmeldere, radiostationer og publikum æder ham råt.

Milky Chance (D) er duoen Clemens and Philipp. Endnu et helt friskt gennembrud, der kommer til Tinderbox. Duoens debutalbum, og særligt singlen ”Stolen Dance” spredte sig viralt på radiostationer over USA og Europa. Den blev hurtigt fulgt op af udsolgte turneer. Milky Chance er singer/songwritere, der mixer alternative folk og reggae, der tilsættes Clemens helt unikke vokal.

 

Powered by Labrador CMS