Ny forskning: Sådan mindsker du din kræftrisiko
Et nyt studie viser, at der er en sammenhæng mellem livsstil og risikoen for at blive ramt af kræft
Du har sikkert en ven, familiemedlem eller en bekendt, der har fået at vide, at de er blevet ramt af kræft. Beskeden er aldrig sjov at få – hverken for personen eller de pårørende, men netop derfor bliver der også konstant foretaget forskning i, hvordan man kommer kræft i forkøbet.
Ifølge det amerikanske medie Huffington Post, så viser ny forskning, at din livsstil er altafgørende i forhold til, hvor sandsynligt det er, at du får kræft eller hjerteproblemer. Men hvad er der egentlig nyt ved det? Ja, sandheden ligger i, at du skal vælge en hjertevenlig livsstil, men hvad indebærer det egentlig?
I galleriet øverst får du svaret på, hvordan du vælger en hjertevenlig-livsstil.
Undervurderer livsstilens betydning
Det kan godt være, at ‘det gode liv’ er at ønske for mange, hvor man vælger nemme løsninger for at få mere tid til, hvad man vil her og nu. Men faktisk kan det koste dig på den lange bane, hvis du ikke tager din egen tilværelses seriøst.
– De fleste danskere er efterhånden godt klar over, at ryger du, er der stor risiko for, at du udvikler kræft på et tidspunkt. Men faktisk er alkohol, overvægt og forkert kost tilsammen skyld i næsten ligeså mange kræfttilfælde, som rygning er. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at danskerne kender risikoen og får hjælp til, hvordan de kan nedsætte risikoen for at udvikle kræft, siger projektchef Gitte Laub Hansen fra Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Vigtigt at opdage kræft i tide
Et af de helt store problemer med danskere, der får kræft er, at vi i Danmark opdager kræfttilfælde meget sent – og samtidig ligger vi i bund målt på hvor mange, der overlever kræft. I hvert fald når vi måler os op mod de andre skandinaviske lande.
Derfor er det vigtigt, at danskerne selv er med til at opdage, at de måske kan være ramt af kræft.
– Jeg tror, problemet er, at danskerne ikke tager det helt alvorligt nok. Vi er jo generelt et meget oplyst samfund, men samtidig kan vi se, at vi har nogle rigtig kedelige rekorder i kræftstatistikkerne. Og hovedårsagen til, at vi har dårligere overlevelse end vores nabolande, er, at vi opdager kræft for sent, siger Ulrik Lassen, professor og chef på onkologisk klinik på Rigshospitalet.