Ny klub? Ibrahimovic udsender kryptisk video

Zlatan Ibrahimovic har udsendt en video, hvor en Hammarby-trøje med angriberens navn figurerer.

Zlatan Ibrahimovic skiftede i marts 2018 fra Manchester United til LA Galaxy. Foto: Kelvin Kuo/Scanpix
Udgivet Opdateret

Et opslag på Instagram har formentlig fået fans af den svenske fodboldklub Hammarby til at spærre øjnene ekstra op tirsdag morgen.

(Artiklen fortsætter under videoen)

På sin Instagram- og Facebook-profil har den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic lagt en video op, hvor en Hammarby-trøje blafrer på en sort baggrund.

På bagsiden af trøjen står der “Ibrahimovic”. Hverken i opslagets beskrivelse eller i videoen uddybes det, hvad angriberen vil signalere med videoen.

Forlader USA

38-årige Ibrahimovic har siden marts 2018 spillet for LA Galaxy, men hans kontrakt med klubben udløber ved årsskiftet.

For nylig bekræftede han på sociale medier, at han ikke vender tilbage til den amerikanske klub.

– Jeg kom, jeg så, jeg sejrede. Tak for at få mig til at føle mig i live igen, LA Galaxy.

– Til Galaxy-fasene: I ville have Zlatan, jeg gav jer Zlatan. Selv tak.

– Historien fortsætter … Nu kan I godt begynde at se baseball igen, skrev han.

Flere klubber er nævnt som mulige bejlere til Zlatan Ibrahimovic, heriblandt AC Milan.

Hintet om Spanien

Den 38-årige svensker er tidligere kommet med et hint om, at det var spansk fodbold, han ville skifte til fra det kommende år.

– Hej Spanien. Gæt engang. Jeg kommer tilbage, sagde han i en video på sin Instagram-profil i slutningen af oktober.

I Spanien var han på kontrakt i FC Barcelona fra 2009 til 2011, men var lejet ud til AC Milan i det sidste år af kontrakten, inden den italienske klub købte ham fri.

Ibrahimovic indledte karrieren i Malmö FF og har også spillet for Ajax, Juventus, Inter, Paris Saint-Germain og Manchester United.

Hammarby blev nummer tre i den netop overståede sæson i Allsvenskan, hvor klubben havde det højeste tilskuersnit i ligaen.

Danskerne Jeppe Andersen og Mads Fenger spiller for Hammarby.

Adspurgt direkte om Ibrahimovic er hentet som ny spiller i klubben, siger kommunikationsansvarlig i Hammarby Axel Pershagen følgende til fotbollskanalen.se:

– Det er han ikke lige nu. Jeg har ikke noget at sige om det overhovedet. Havde han været klar for os, havde det stået på vores hjemmeside. Vi præsenterer spillere på vores hjemmeside, hvis de er klar for os, siger Pershagen.

Powered by Labrador CMS