Ny låntype til boligkøbere i provinsen

Arbejdernes Landsbank lancerer nu en ny lånetype, som er målrettet huskøbere i de danske yderområder.

Arbejdernes Landsbanks lån er et 20-årigt lån, der tilbydes med en rente mellem 3,95 og 4,75 procent. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Det kan åbne op for boligmarkedet i de danske yderområder, hvor selv familier med en sund økonomi kan have svært ved at få et realkreditlån til at finansiere en bolig. Det skriver Søndagsavisen.

»I visse postnumre og til huse med en udbudspris under 500.000 kroner siger realkreditinstitutterne typisk: no way!,” siger John Norden, direktør for hjemmesiden Mybanker, som sammenligner lånepriser mellem pengeinstitutter.

20-årigt lån

Arbejdernes Landsbanks lån er et 20-årigt lån, der tilbydes med en rente mellem 3,95 og 4,75 procent. Banken mener selv, at de bevidst løber en højere risiko end andre pengeinstitutter.

»Vi går lidt længere, end pengeinstitutter normalt vil gøre. Vi tager en lidt større risiko. Vi vil have et mindset, hvor kunderne selv bestemmer, hvad de vil med deres liv. Hvis de gerne vil bo med højt til himlen, skal vi ikke råde dem til at købe en lejlighed i byen, fordi den er lettere omsættelig,« siger Gert R. Jonassen, ordførende direktør hos Arbejdernes Landsbank.

Selvom realkreditten har valgt en ejendom fra, vil Arbejdernes Landsbank gå ind og give kunden en personlig kreditvurdering og tilbyde et prioritetslån, hvis vurderingen falder positivt ud.

Kender ingen tilsvarende initiativer

Danske Bank, Nordea og Jyske Bank har ikke lån målrettet boligkøbere i yderområder, som får nej til realkreditlån, og Sydbank melder ikke tilbage inden redaktionens slutning. Mybanker kender ikke tilsvarende initiativer, men forstår godt fidusen.

»Det giver perfekt mening, og det er godt nyt, at Arbejdernes Landsbank går ud med sådan et produkt. Den bank er en seriøs spiller. Der kommer liv i kludene. Jeg tror ikke, at de andre banker vil lade det her stå ubesvaret hen,« siger John Norden fra Mybanker.

Jesper Olesen, der arbejder som uvildig finansiel rådgiver i Nord- og Nordvestjylland, forklarer, at det nye lånprodukt skal benyttes med omtanke.

»Fordelen kan være, at man kan købe det hus, man har ønsket sig. Ulempen er, at betingelserne er langt dårligere end ved et realkreditlån. Som produkt svarer det til prioritetslån, man kan få i andre banker,« siger han.

Powered by Labrador CMS