Ny måling: Løkke kan afgøre det

Der er helt dødt løb mellem rød og blå blok

Udgivet Opdateret

Rød og blå blok ligger nervepirrende tæt, og Moderaterne kan måske afgøre et kommende folketingsvalg.

Det viser den seneste måling fra analyseinstituttet Voxmeter foretaget for Ritzau.

Rød blok står i målingen til 48,8 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen, mens blå blok står til 48,6 procent af stemmerne. Begge dele er uden Moderaterne.

Omsat til mandater er det 84 til rød blok og 87 mandater til blå blok.

Ingen af blokkene kan altså tælle til 90 mandater, som der skal til for at samle flertal for at kunne danne regering.

Kan stå med afgørende mandater

Moderaterne står til at komme i Folketinget med 2,3 procent at stemmerne.

Det betyder, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens parti kan komme til at stå med de afgørende mandater efter et valg.

Lars Løkke Rasmussen afviser inden valget at svare på, hvem han peger på som statsminister.

Moderaterne har den seneste tid ligget lige over eller lige under spærregrænsen i Voxmeters målinger. I den nyeste måling er der en statistisk usikkerhed på +/- et procentpoint.

Lars Løkke Rasmussen kan ende som kongemager efter det kommende folketingsvalg.
Lars Løkke Rasmussen kan ende som kongemager efter det kommende folketingsvalg.

Spænding om nordatlantiske mandater

Med det tætte løb mellem blokkene, kan de nordatlantiske mandater også gå hen at blive afgørende. De har før afgjort valg.

Ved forrige valg var fordelingen sådan, at Grønland sendte to røde mandater i Folketinget, mens Færøerne sendte et blåt og et rødt mandat til Danmark.

Massiv fremgang til Pape

Målingen cementerer desuden sidste uges måling.

Her fik De Konservative massiv fremgang, efter at partiets formand, Søren Pape Poulsen, havde bekendtgjort, at han går efter at blive statsminister i en borgerlig regering.

De Konservative står til 16,4 procent. Imens står Venstre til 11,8 procent, hvilket er en halvering i forhold til resultatet ved det seneste folketingsvalg i 2019.

Dansk Folkeparti går en smule frem og står til at få 3,4 procent af stemmerne, hvilket kan omsættes til seks mandater.

Engang var partiet det største borgerlige parti på Christiansborg med 37 mandater.

I dag har partiet seks mandater. 11 ud af 16 folketingsmedlemmer har forladt partiet, mens der er kommet én suppleant ind.

S under sidste valgresultat

Regeringspartiet Socialdemokratiet står til 25,2 procent af stemmerne, hvilket er under valgresultatet i 2019, hvor partiet vandt regeringsmagten.

Og det er er markant under de målinger, som i sommeren 2020 viste en opbakning på langt over 30 procent.

Det var, mens håndteringen af coronaepidemien var den altoverskyggende politiske dagsorden.

Lars Løkke Rasmussen

* Navn: Lars Løkke Rasmussen.

* Født 15. maj 1964 i Vejle.

* Søn af: Jeppe og Lise Løkke Rasmussen.

* Uddannelse:

Samfundsfaglig-matematisk student fra Helsinge Gymnasium 1983.

Cand.jur. fra Københavns Universitet 1992.

* Erhvervskarriere:

Selvstændig konsulentvirksomhed 1990-1995.

* Politisk karriere:

Formand for Venstres Ungdom (VU) 1986-1989.

Medlem af byrådet i Græsted-Gilleleje Kommune 1986-1997.

Medlem af Folketinget siden 1994.

Amtsborgmester i Frederiksborg Amt 1998-2001.

Næstformand for Venstre 1998-2009.

Indenrigs- og sundhedsminister 2001-2007.

Finansminister 2007-2009.

Formand for Venstre 2009-2019.

Statsminister 2009-2011 og igen fra 2015-2019.

Bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute, GGGI, maj 2012 – efteråret 2014.

Bestyrelsesformand for Løkkefonden.

Forlod Venstre i januar 2021 og blev løsgænger i Folketinget.

Stiftede i 2021 partiet Moderaterne.

* Privat:

Gift med Sólrun Løkke Jákupsdóttir.

Far til tre børn.

Kilde: Ritzau, Folketinget
Powered by Labrador CMS