Ny rekord for Arriva: Næsten alle tog kører til tiden

Foto: Lars E./Arriva Danmark.
Udgivet Opdateret

Arrivas tog havde den største punktlighed på strækningen mellem Esbjerg og Skjern i 2014.

Arrivas tog i Midt- og Vestjylland kørte fortsat punktligt i hele 2014. Kunderne oplevede især, at togene kørte til tiden på strækningen mellem Esbjerg og Skjern. Her kørte 982 ud af 1000 Arriva-tog punktligt, også selvom man medregner de fejl, som Arriva ikke selv er herre over – eksempelvis aflysninger og forsinkelser, som kan skyldes fejl på spor og signaler.

Det er den største kundeoplevede punktlighed for Arriva Tog i 2014. Ser man alene på de forhold, som Arriva selv er herre over, kørte 994 ud af 1000 Arriva-tog til tiden mellem Esbjerg og Skjern.

– En stabil og pålidelig togtrafik er det, som kunderne vægter højest, og vi er derfor glade for og stolte over, at vi stadig kan levere tog til tiden til vores kunder. Vi håber, at vores punktlighed på sigt kan få flere til at tage toget fremfor bilen – det vil både være det bedste for miljøet og for trængslen i byerne og på vejene. Samtidig er det også meget billigere at tage toget end bilen, og man kan eksempelvis arbejde i toget, så man undgår spildtid, siger togdirektør Ivan Skødt Andersen fra Arriva Danmark.

På alle Arrivas togstrækninger oplevede kunderne, at 975 ud af 1000 tog kørte til tiden. Det er ny rekord for Arriva Danmark.

Powered by Labrador CMS