Ny telefon-skandale på vej? Kvinde sagsøger mobilfirma for brændende telefon

Efter at Samsung var nødt til at trække deres telefon Samsung Galaxy Note 7 fra markedet kan Note 9 nu være i lignende problemer.

Samsung Galaxy Note 9 skulle være absolut brandsikker… (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Der kan være endnu en telefon-skandale på vej for den sydkoreanske teknologi-mastodont Samsung, efter de er blevet sagsøgt for en Samsung Galaxy Note 9 telefon, der efter sigende er gået ild i.

Tidligere har Samsung været nødt til at trække deres daværende topmodel – Samsung Galaxy Note 7 – af markedet, da mange telefonejere oplevede, at deres telefoner eksploderede eller antændte sig selv.

Og nu kan en lignende skandale være undervejs for Samsungs nye topmodel, Samsung Galaxy Note 9. En kvinde fra Long Island i USA har nemlig sagsøgt firmaet, efter der ifølge hende gik ild i hendes telefon mens hun havde den i sin håndtaske.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder New York Post.

Gik i panik i elevator

Det er ejendomsmægler Diane Chung, der har valgt at sagsøge elektronikgiganten.

Ifølge dokumenter fra retssagen gik der ild i telefonen, da hun stod i en elevator 3. september. Hendes telefon blev ‘ekstremt varm’, siger hun. Hun puttede telefonen i sin håndtaske og pludselig bemærkede hun en hvinende lyd og bemærkede, at der kom tyk røg op fra håndtasken, hævder Diane Chung.

Derefter kastede hun tasken ned på elevatorens gulv og prøvede at tømme den, mens hun undervejs brændte sig på den rygende telefon, står der i dokumenterne.

Derefter gik Diane Chung i panik i elevatoren, og forsøgte at trykke på alle elevatorens knapper, mens den tykke røg fyldte den lille elevator.

Da hun nåede receptionen, sparkede hun den sydende telefon ud af elevatoren. Ifølge retsdokumenterne stoppede telefonen først med at brænde, da en forbipasserende lagde den i en spand vand efter at have samlet den op med et viskestykke.

Samsung: Vi undersøger Samsung Galaxy Note 9

Ifølge Diane Chung har det været en ‘traumatiserende’ oplevelse. I sit sagsanlæg forlanger hun en økonomisk kompensation, og at Samsung bliver forbudt at sælge deres Galaxy Note 9 telefon.

Hun mener, at Samsung burde have vidst, at telefonen var ‘defekt’.

Samsung Galaxy Note 9 blev præsenteret i august 2018, og under præsentationen lagde firmaet vægt på, at telefonen netop ikke kunne bryde i brand:

– Batteriet i Galaxy Note 9 er mere sikkert end nogensinde. Brugerne skal ikke bekymre sig om batteriet længere, sagde Samsungs direktør Koh Dong-jin dengang, skriver New York Post.

En anden Samsung-direktør, Kate Beaumont, lagde vægt på det samme. Hun sagde, at batterierne nu blev testet mere intenst, og at telefonen ‘absolut ikke’ kunne bryde i brand.

Nu vil Samsung undersøge Diane Chungs påstand – og en talsmand understreger, at de ikke har hørt om lignende hændelser.

Mortens Samsung eksploderede

Newsbreak.dk snakkede i forbindelse med den tidligere Samsung-skandale med Morten Aastrøm Andersen fra Stenløse.

Han oplevede en morgen ved, at hans telefon – en Samsung S7 Edge – stod i flammer få centimeter fra sit hoved:

– Jeg vågner ved, at der lyder et ordentligt knald. Jeg rejser mig halvt op i sengen og kigger på telefonen. Der står stikflammer ud af den – 10-15 centimeter lange. Det ligner nærmest en skærebrænder, sagde Morten til Newsbreak.dk dengang.

Hele den historie kan læses HER.

Powered by Labrador CMS