Ny Tesla Performance-funktion bliver dyr: Så meget vil den koste

Hvis du vil nyde Teslas nye funktion, så skal du have penge op af lommen

Tesla er kommet med en Performance-funktion til Model Y
Offentliggjort

Tesla er klar til at give sin populære SUV et ekstra skud adrenalintilførsel. 

Fredag lanceres Model Y Performance i Europa, og den får ikke blot et facelift, men også en pris, der kan tage pusten fra mange bilkøbere. Det skriver Paultan.

Facelift og mere power 

Den nye Model Y Performance kommer med Juniper-designet, som giver både front og bagende et mere aggressivt udtryk. 

Under motorhjelmen gemmer sig to elmotorer, der samlet yder omkring 510 hestekræfter. 

Det betyder, at bilen accelererer fra 0 til 100 km/t på cirka 3,5 sekunder, mens tophastigheden når 262 km/t.

Ud over den rå ydeevne får bilen også 21-tommer hjul, opgraderede bremser og et affjedringssystem med adaptive støddæmpere. 

Kabinen får sportsæder, sort loft og små detaljer, der understreger bilens sportslige karakter.

Prisen bliver afgørende 

Model Y Performance bliver ikke billig. 

Den tidligere udgave kostede 429.990 kroner, og med de nye opgraderinger er det sandsynligt, at prisen lander tæt på en halv million kroner. 

Til sammenligning koster en Model 3 Performance 469.210 kroner, og Model Y har i forvejen en højere startpris.

Ifølge Teslas egne tal stod Performance-varianten tidligere for kun 9 procent af Model Y-salget. 

Danskerne foretrækker billigere versioner, der passer bedre til familiebudgettet. 

Den nye topmodel ændrer næppe på det.

For Tesla handler det derfor ikke om volumen, men om profit. 

For kunder, der vil have maksimal ydelse i en rummelig el-SUV, er den nye Model Y Performance stadig et fristende valg, men det bliver en dyr fornøjelse.

Powered by Labrador CMS