Ny trailer til 'Riget Exodus'

Hemmelige møder, overnaturlige kræfter og en fortsat anstrengt relation mellem danskerne og svenskerne betyder, at det bliver en u-hyggelig vinter på Riget

Udgivet Opdateret

25 års ventetid er snart slut.

Den tredje og uigenkaldeligt sidste sæson af Lars von Triers kultserie "Riget" får danmarkspremiere på Viaplay 9. oktober.

Og nu er traileren klar.

Her møder seerne Karen - spillet af Bodil Jørgensen - der følger op, hvor fru Drusse - den i dag afdøde skuespillerinde Kirsten Rolffes - slap, da porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.

- Riget er slet ikke rask endnu, siger hun i søvne og vrider sig i sengen.

Stærkt påvirket af seriens to første sæsoner søger hun svar på en række uafklarede spørgsmål for at redde Rigshospitalet fra undergang.

For ondskaben har fået fodfæste på hospitalet ved Blegdammen, sideløbende med at lægevidenskaben har sin daglige kamp med sig selv, med svenskerne og det overnaturlige og uforklarlige, lyder det om finalesæsonen.

Søren Pilmark vender tilbage som lægen Jørgen 'Krogen' Krogshøj. Her står han i en scene sammen med søvngængeren Karen - spillet af Bodil Jørgensen - og portøren Bulder i skikkelse af Nicolas Bro. (PR-foto).
Søren Pilmark vender tilbage som lægen Jørgen "Krogen" Krogshøj. Her står han i en scene sammen med søvngængeren Karen - spillet af Bodil Jørgensen - og portøren Bulder i skikkelse af Nicolas Bro. (PR-foto).

Begyndte i 1994

Første sæson af "Riget" blev vist helt tilbage i 1994.

Anden sæson udkom i 1997. En tredje sæson var på vej omkring årtusindskiftet. Men flere af de centrale skuespillere gik bort.

Heriblandt førnævnte Kirsten Rolffes, Ernst-Hugo Järegård, der spillede den danskhadende svenske overlæge Helmer, Holger Juul Hansen som professor Einar Moesgaard, Otto Brandenburg som portøren Hansen samt Baard Owe, der spillede patologen Palle Bondo.

En del fra det oprindelige cast er dog stadig at finde i "Riget Exodus".

Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor, som nu selv er blevet patient.

Der er også gensyn med Birgitte Raaberg som Judith og Søren Pilmark som Jørgen "Krogen" Krogshøj.

Sammen fik de Lillebror - spillet af tyske Udo Kier - der er tilbage som Storebror i den nye sæson.

Gensyn med bob

Der er også gensyn med Henning Jensen som hospitalsdirektøren Bob, Solbjørg Højfeldt som søvnlaboranten Camilla og Peter Mygind som Mogens "Mogge" Moesgaard.

Der er også en række nye ansigter på plakaten.

Lars Mikkelsen spiller den konfliktsky overlæge Pontopidan, hvis sekretær spilles af Birthe Neumann.

Nikolaj Lie Kaas indtager rollen som den indebrændte reservelæge Filip, mens Nicolas Bro er portøren Bulder.

Lars Mikkelsen er blevet en del af Riget-universet og spiller den konfliktsky overlæge Pontopidan. (PR-foto).
Lars Mikkelsen er blevet en del af Riget-universet og spiller den konfliktsky overlæge Pontopidan. (PR-foto).

Specialfremstillet robot

Opvaskerne spilles af en specialfremstillet robot og af Jesper Sørensen - kendt fra TV 2-dokumentaren "Drengen i den gamle krop".

"Riget Exodus" får danmarkspremiere på Viaplay den 9. oktober. Senere sendes den også på DR.

Powered by Labrador CMS