Ny udstilling på vej for bilnørder: Her er alle årets biler

En ny udstilling åbner snart. Her kan danskerne komme til at opleve årets bil fra 1969 til i dag.

Udgivet Opdateret

I et helt særligt museumssamarbejde åbner en splinterny udstilling snart. Her kan interesserede få lov at se Årets Bil fra alle de år, hvor kåringen er fundet sted.

Det er Viborg Museum og Forstadsmuseet i Hvidovre, der er gået sammen om at præsentere “familien Danmark på hjul” gennem 50 år, og udstillingen, der åbner i begyndelsen af oktober, falder sammen med kåringen af Årets Bil 2019.

Som en lille bonus har vi i galleriet over artiklen har samlet alle de 49 biler, der har modtaget hæderen hidtil. Der kan du både møde Ford Sierra, Fiat 127 og en Simca.

Årets Bil i Danmark vælges på baggrund af danske motorjournalisters stemmer. Jurymedlemmer stemmer på deres favorit, og på den måde vælges årets bil.

Bag kåringen står Motorjournalisternes Klub Danmark, og på oversigten vil man således kunne se, at klubbens favoritmærke gennem tiden er Fiat. Det italienske mærke har nemlig modtaget hæderen hele ni gange, mens Ford er nummer to med syv kåringer.

Om udstillingen skriver museerne: “For første gang i Danmark vil du nu kunne opleve en museumsudstilling om Årets Bil og danskernes helt egne biler gennem 50 år”.

Powered by Labrador CMS