Nyd sommerweekenden – den slutter hurtigt

Nyd weekenden og fridagene - næste uge bliver kedelig.

Udgivet Opdateret

Efter en tid med skybrud og de seneste dage masser af vind, ser det endelig ud til at løsne og lysne lidt op. I hvert fald for en stund.

– Lørdagen starter godt nok lidt skyet, men det er allerede på vej til at blive pænere, siger Klaus Larsen, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.dk.

Den tendens gælder hele landet, undtaget er dog klippeøen, der i disse dage huser Folkemødet.

– Der kommer de til at trække længst med skyerne, siger Klaus Larsen.

Den vind, der er, aftager i løbet af dagen, og så ender temperaturerne på omkring de 20 grader.

– Generelt en behagelig dag, som vagtchefen udtrykker det.

I nat tørt og til dels klart vejr, bortset fra tågebanker, især i den sydvestlige del af landet.

– Og her kommer vi til at ligge på omkring de 10 grader.

Det er i høj grad på grund af havet omkring Danmark.

– Vandtemperaturerne ligger på mellem 10 og 15 grader, og det bliver transporteret ind over land, forklarer Klaus Larsen.

Søndag

Søndagen bliver endnu bedre.

– Her forventer vi temperaturer på op til 25 grader, siger Klaus Larsen.

Og så går det altså igen den forkerte vej – i hvert fald vejrmæssigt.

– Mandagen starter dog pænt – dog ikke så fint i den nordvestlige del af landet, siger Klaus Larsen.

De fleste steder fine temperaturer over 20 grader, men dog ikke i Nordjylland.

– Her kommer man til at ligge lidt under de 20, siger Klaus Larsen.

Længere fremme i ugen falder temperaturerne generelt til under 20 grader og sidst på ugen kommer regnen igen til landet, ligesom der også der kan komme helt op til hård vind.

Powered by Labrador CMS