Nye sanktioner fra Rusland rammer biprodukter

Newspaq
Udgivet Opdateret

Newspaq
Newspaq

 

Nye russiske sanktioner omfatter biprodukter fra kød. Sanktionerne træder i kraft tirsdag.

Med omgående virkning indfører Rusland midlertidige restriktioner i forbindelse med import af landbrugsvarer fra blandt andet EU.

Denne gang drejer det sig om spiselige slagtebiprodukter af kvæg og svin, spiseligt mel og pulver af kød og slagteribiprodukter samt fedt og inklusiv spæk og talg fra kvæg.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

De russiske myndigheder begrunder de varslede restriktioner med fund af stoffer som strider mod de russiske veterinære betingelser for import af visse produkter eksporteret fra EU til Rusland, herunder også Danmark. Det drejer sig om fund af tungmetaller og chloramphenicol.

Men alle produkter, som er afsendt før 21. oktober, og som ankommer til den russiske grænse inden den 26. oktober vil kunne importeres efter almindelige procedurer, efterfulgt af laboratorietest i relation til produkternes sikkerhed.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS