Nye vejledninger: Flere lande skifter til gult

Bulgarien og Polen går fra "orange" til "gule" lande i nye rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet

Rejsevejledningerne lempes, så der kan rejses til flere lande uden krav om karantæne, når man kommer hjem. Det gælder for eksempel til Bulgarien. (Arkivfoto) Foto: Vibeke Toft/Scanpix
Udgivet Opdateret

Der åbnes nu for, at danske turister kan rejse til Bulgarien og Polen uden at skulle i karantæne, når de kommer hjem.

Udenrigsministeriet har lempet rejsevejledningerne for de to lande, så alle ikke-nødvendige rejser ikke længere frarådes.

Der opfordres fortsat til, at man som rejsende er ekstra forsigtig i landet.

De danske rejsevejledninger er også blevet lempet for en række regioner i populære turistlande.

Det gælder de fire italienske regioner Umbrien, Ligurien, Abruzzo og Veneto og Cantabria i Spanien.

Derudover lempes de for Korsika i Frankrig og de to østrigske regioner Salzburg og Niederösterreich.

De nye rejsevejledninger er gældende fra lørdag klokken 16.

Ministeriet opdaterer hver uge er verdenskort, hvor lande inddeles i farve efter smittesituationen og restriktioner i landet.

Er lande “orange”, som størstedelen af verden er, skal man vise en negativ coronatest ved ombordstigning på flyet til Danmark, testes når man lander og gå i isolation.

Er lande derimod “gule” – som Bulgarien og Polen nu er – slipper man for at gå i isolation, når man kommer hjem fra landet. Man skal dog stadig testes, når man lander.

Vaccinerede rejsende eller tidligere smittede behøver dog hverken test eller isolation ved indrejse til Danmark fra “orange” og “gule” lande.

Restriktioner er vejledende

Ministeriets vejledning er netop vejledende. Der er altså ikke ulovligt at tage til et orange eller rødt land.

Lempelserne betyder, at de danske myndigheder ikke længere ser et problem i ferierejser, hvis smitten i en region eller et land er på et lavt niveau.

I øjeblikket betyder det, at Udenrigsministeriet lemper sin rejsevejledning og åbner for ferierejser, hvis der i et land eller en region ugentligt er færre end 50 smittede per 100.000 indbyggere.

Selv om Danmark ændrer rejsevejledningerne, kan der stadig godt være lokale restriktioner, som påvirker danske rejsende. For eksempel krav om test eller isolation ved indrejse.

Indrejse til Sverige

I Sverige vil indrejserestriktionerne ændres for de nordiske lande med virkning fra den 31. maj, dvs. på mandag, hvor der ikke længere skal fremvises en negativ test for rejsende fra Danmark ved indrejse til Sverige, skriver Udenrigsministeriet.

Ændringen betyder, at danske transitrejsende til Bornholm og danskere, der vil besøge deres ødegårde i Sverige, ikke længere vil blive mødt med testkrav ved indrejse i Sverige.

Rejsevejledningen for Sverige er orange på grund af et fortsat højt smitteniveau, hvor ikke-nødvendige rejser frarådes.

Se et samlet kort over henholdsvis åbne og lukkede lande og regioner i EU og Schengenlandene HER.

Rejsevejledningerne kan ses HER.

FAKTA: Disse områder og lande er åbne for rejser fra lørdag 29. maj

Udenrigsministeriet har fredag lempet sine rejsevejledninger.

Det betyder, at der åbnes for ferierejser til en række lande i Europa, uden at man ifølge loven skal gå i karantæne, når man kommer hjem.

I forhold til sidste uge er der åbnet for rejser til hele Bulgarien, Polen og regioner i Italien, Frankrig, Spanien og Østrig.

Her er et overblik over, hvilke lande og områder der er åbne for rejser.

Ændringerne gælder fra lørdag 29. maj klokken 16.00:

* Tyskland (dele af landet):

– Slesvig-Holsten.

* Spanien (dele af landet):

– De Baleariske Øer – herunder Mallorca.

– De Kanariske Øer.

– Valencia.

– Murcia.

– Extremadura.

– Galicien.

– Asturien.

– Ceuta.

– Cantabria.

* Portugal (hele landet).

* Italien (dele af landet):

– Sardinien.

– Friuli-Venezia Giulia

– Molise.

– Umbrien.

– Ligurien.

– Abruzzo.

– Veneto.

* Østrig (dele af landet):

– Burgenland.

– Niederösterreich.

– Salzburg.

* Frankrig (dele af landet):

– Korsika.

* Bulgarien (hele landet).

* Polen (hele landet).

* Malta (hele landet).

** Et af kriterierne for, hvornår de danske myndigheder åbner for karantænefri rejser til et land eller en region, er, at der inden for en uge skal have været færre smittede end 50 per 100.000 indbyggere i landet eller regionen.

Stiger det til 60 smittede per 100.000 eller derover, bliver det igen orange. Tidligere har grænsen været henholdsvis 20 og 30.

For at et land kan blive rødt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, skal der blandt andet være mere end 300 smittede per 100.000 indbyggere i en uge i en region eller et land. I så fald frarådes også erhvervsrejser.

Udenrigsministeriets rejsevejledninger er netop vejledende. Det er altså ikke ulovligt at tage til et orange eller rødt land.

Kilde: Udenrigsministeriet.

Powered by Labrador CMS