Nyt kontanthjælpsloft skaffer 630 personer i arbejde

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Aftale om nyt kontanthjælpsloft styrker samlet set beskæftigelsen med 630 personer.

Aftalen mellem regeringen og de øvrige tre partier i den blå blok vil samlet set øge beskæftigelsen med 630 personer. Det fremgår af den aftale, som vil blive præsenteret onsdag.

Med aftalen indføres en 225-timers regel – altså at ledige skal have vist, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde 225 timer på et år.

Indførelsen af kontanthjælpsloftet medfører ifølge beregningerne et provenu for statskassen på omkring 100 millioner kroner til næste år, stigende til 430 millioner kroner i 2017.

Retten til ferie beskæres

Det har hele tiden været planen, at pengene, som man sparer ved at sætte loft over kontanthjælpen og andre sociale ydelser til ledige, efterfølgende skal bruges på at sænke skatten.

Et andet led i aftalen er, at lediges ret til fem ugers ferie bliver beskåret.

Dansk Folkeparti har erklæret sig som modstandere af at pille ved lediges ret til ferie, men med aftalen om et nyt kontanthjælpsloft ryger retten til ferie ned på fire uger, erfarer Ritzau.

Indtil 2011 eksisterede et lignende kontanthjælpsloft, men det blev afskaffet af SR-regeringen. Derfor foreslog beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i oktober en ny udgave af loftet.

Her lagde regeringen op til at genindføre den såkaldte 225 timers regel. Reglen gjaldt i forne tider for ægtepar på kontanthjælp, men idéen med det nye loft er, at det skal gælde for alle kontanthjælpsmodtagere.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der dog indarbejdet den undtagelse, at en person på kontanthjælp ikke bliver omfattet af 225-timers reglen, hvis man er gift med en person, der er i ressourceforløb og altså ikke umiddelbart i stand til at tage et arbejde på normale vilkår.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS