Nyt om lønkompensation: Begyndelsen til enden

Lønkompensation forlænges, mens en ekspertgruppe skal se på udfasning af hjælpepakker fra 1. juli

Aftalen om lønkompensation forlænges. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Virksomheder, der er ramt af nedlukningen i Danmark, vil også i den kommende tid kunne modtage lønkompensation til medarbejderne.

Fredag har regeringen og arbejdsmarkedets parter indgået en aftale om at forlænge ordningen om lønkompensation frem til 30. juni.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig er det aftalt, at en økonomisk ekspertgruppe nu skal komme med anbefalinger til, hvordan hjælpepakkerne under coronapandemien kan udfases fra 1. juli og frem.

Langsom genåbning

Forlængelsen af lønkompensationsordningen kommer som en naturlig forlængelse af den politiske aftale om en genåbning af landet. Her blev Folketingets partier – på nær Nye Borgerlige – enige om en gradvis genåbning af landet.

Den langsomme genåbning betyder, at dele af erhvervslivet fortsat vil være ramt af restriktioner i den kommende tid, og derfor forlænges aftalen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere understreget, at der vil være økonomisk hjælp til virksomheder og lønmodtagere, som er ramt af pandemien, så længe landet er ramt af coronarestriktioner.

Han udtaler i meddelelsen, at lønmodtagere og virksomheder fortsat skal gives tryghed og forudsigelighed.

– Det er glædeligt, at vi nu er der, hvor vi kan begynde at genåbne samfundet. På en ansvarlig måde, så vi gør det skridt for skridt.

– Derfor vil vi gerne give lønmodtagere og virksomheder en tryghed og forudsigelighed for, at lønkompensationsordningen fortsætter frem til sommer, udtaler Peter Hummelgaard.3

Et stort fald

I januar, hvor de seneste beskæftigelsestal er fra, faldt antallet af lønmodtagere med 22.000, viste tal fra Danmarks Statistik.

Faldet svarer til et dyk på 0,8 procent i antallet af lønmodtagere.

Det var det største fald i beskæftigelsen siden april sidste år, hvor Danmark var midt i den første nedlukning under coronaudbruddet.

Planen er, at regeringen og arbejdsmarkedets parter sammen skal drøfte udfasningen af ordningen, når regeringens ekspertgruppe har afleveret sine anbefalinger senere på foråret.

Ikke alle jubler

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, der er en del af trepartsaftalen, udtaler i meddelelsen, at aftalen giver tryghed på arbejdsmarkedet.

Interesseorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer cirka 18.000 små og mellemstore virksomheder, kalder imidlertid aftalen for “et kæmpe svigt af dansk erhvervsliv”.

Virksomhederne skal nemlig stadig betale mindst 10-25 procent af medarbejdernes løn, lyder det fra administrerende direktør Jakob Brandt.

– Det er et svigt, at lønkompensationsordningen forlænges uden at ændre på kompensationsgraden. Ordningen trænger i den grad til en opgradering, for den er skabt i en tid, hvor virksomhederne kunne tære på opsparingen. Men den opsparing er væk efter mere end et års coronakrise, udtaler han i en skriftlig kommentar.

Powered by Labrador CMS