Oddset-fusker dømt for nyt trick: Snød for 275.000 kroner
En 22-årig mand fik mandag en fængselsstraf, efter han tilstod at have begået bedrageri med Oddset.

En 22-årig mand tilstod mandag ved Retten i Roskilde, at han stod bag en række tilfælde af bedrageri mod Danske Spil. Den 22-årige har snydt for cirka 275.000 kroner med et svindel-trick, som er dukket op for nyligt.
– Der er tale om en ny type af kriminalitet. Det foregår typisk på den måde, at flere gerningsmænd retter henvendelse til en ekspedient, hvor der indleveres en række Live-Odds kuponer, der ifølge Danske Spils reglement kræver forudgående betaling. For at undgå den forudgående betaling forklarer gerningsmændene ofte, at de har glemt deres dankort, hvorefter den ene bliver i butikken mens den anden går ud i bilen, og holder øje med hvorvidt de vinder på Live-Oddset. Såfremt de ikke vinder på Live-Oddset sender medgerningsmanden en SMS, hvorefter de forlader butikken uden at have betalt for deres spil. På den måde går Danske Spil glip af indtægten ved spillet, siger anklagerfuldmægtig Koray Ufuktan Er fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 22-årige blev dømt skyldig i sagen, hvor han stod tiltalt for 29 forhold. Han blev dømt til 15 måneders fængsel – heraf var de seks måneder for Oddset-bedrageriet.