Øjenvidne: Pilot undveg bygning før flystyrt

Et øjenvidne fortæller, at piloten med nød og næppe fik styret flyet uden om en bygning i de dramatiske sekunder, før flyet ramte jorden. Foto: Ole Mortensen/Scanpix.
Udgivet Opdateret

En 66-årig mand mistede torsdag eftermiddag livet, da han styrtede ned med sit ultralette fly ved Sønder Vorupør vest for Thisted i Nordvestjylland.

Flyet brød i brand ved styrtet, og pilotens liv stod ikke til at redde, da redningsmandskabet nåede frem.

Et øjenvidne fortæller til bt.dk, at piloten med nød og næppe fik styret flyet uden om en bygning i de dramatiske sekunder, før flyet ramte jorden.

»Det, jeg ser, er, at han kommer flyvende lavt. Han lægger tilsyneladende an til landing, men noget går galt. Pludselig skifter han retning og styrer hen mod taget på en bygning. Han kommer lige hen over det, og så styrter han ned på den anden side af bygningen,« beretter øjenvidnet om den voldsomme ulykke.

Vant til lavtflyvende letvægtsfly

Vidnet fortæller, at det ikke er noget særsyn med de lavtflyvende letvægtsfly i området, hvor der ligger en privat flyveplads. Det var ved indflyvningen til denne flyveplads, at flyet styrtede ned.

»Vi er vant til at se flyene, der kommer meget lavt, så først tænkte jeg ikke så meget over det. Men så kunne jeg se, at der var et eller andet, der var helt galt. Kort efter styrtede det ned og brød i brand,« fortæller øjenvidnet.

Årsag til ulykke endnu uvist

Politi og redningsmandskab er massivt til stede ved ulykkesstedet i udkanten af Sønder Vorupør, hvor Bredkærvej og Bækvej mødes. Sent torsdag eftermiddag kan politiet ikke sige noget om årsagen til ulykken.

»Det eneste, jeg kan sige for nuværende, er, at piloten mistede kontrollen over indflyvningen, og at han er dræbt,« siger Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til bt.dk.

Selvom flyet var tæt på en bygning, oplyser politiet, at ingen andre personer var i fare i forbindelse med ulykken. Politiet skal nu sammen med Havarikommissionen opklare, hvorfor ulykken skete.

Powered by Labrador CMS