Op mod 1000 skiløbere i klemme i konkurs

Op mod 1000 skiløbere kan vinke farvel til pisterne, efter rejsebureau er gået konkurs. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Mens efterårskulden for alvor er ved at have gjort sit indtog i Danmark, er mange danskere begyndt at se frem til at lade alpe- eller fjeldfrosten bide i kinderne og give den gas med slalomskiene på.

Men nu er der kommet problemer på pukkelpisten. I hvert fald for de mellem 500 og 1000 skiløbere, som har bestilt deres skiferie hos Danmarks femtestørste skirejseselskab Trier Ski A/S. På deres hjemmeside kan man nemlig læse følgende besked:

»Kære gæster. Det er med beklagelse, at vi må meddele, at Trier Ski pr. 21/10/2015 er taget under konkursbehandling.«

Ifølge eb.dk mistede rejseselskabet i september sit medlemskab af Rejsegarantifonden, fordi virksomheden ikke kunne stille økonomisk sikkerhed for rejser, der var solgt til den kommende skisæson.

Rejsegarantifonden ophævede derfor Trier Skis medlemskab, og så kunne Trier Ski ikke længere sælge nye skirejser. Onsdag valgte de så at dreje nøglen om.

Ifølge Lars Thykier, som er medlem af Rejsegarantifondens bestyrelse, behøver folk, der har købt skiferie hos Trier Ski, dog ikke at frygte, at investeringen er endegyldigt tabt. De vil formentlig få tilbudt en ny rejse med et andet selskab, eller også vil de få pengene tilbage, siger han til jp.dk.

Som at snakke til en dør

En af de kunder, som står tilbage med en lang næse, er Rasmus Hornskrog-Petersen fra Ullerslev, som har brugt 10.000 kroner på en rejse i uge tre til det nordlige Italien. Han har i et stykke tid haft på fornemmelsen, at noget var helt galt hos Trier Ski.

»I løbet af efteråret har jeg flere gange prøvet at få fat i dem, men det har været svært at komme igennem, og det har været ligesom at snakke til en dør,« siger han til jp.dk.

Trier Ski A/S har udbudt skirejser i 21 år, og er du en af dem, som har købt en skiferie hos selskabet, kan du via Rejsegarantifondens hjemmeside – rejsegarantifonden.dk – orientere dig om de rettigheder, du har, og hvordan garantifonden dækker.

Powered by Labrador CMS