Opråb fra alenemor: Mænd har ret til abort

Kvinders ret til abort er blevet udvidet fra 12. til 18. graviditetsuge. Det mener Kathrine Ziva Vuttchi giver anledning til at se på mænds ret til abort

Udgivet

Citathistorie: TV 2 Østjylland

Hvis kvinder skal have udvidet ret til abort, skal mænd også have lov til at kunne frasige sig faderskabet.

Det mener Kathrine Ziva Vuttchi fra Randers, som i kølvandet på ny abortlovgivning rejser endnu et spørgsmål til diskussion, skriver TV2 Østjylland.

Glemmer mændene

- Vi glemmer mændene i det, og når man i forvejen er i gang med at snakke om udvidelse af kvinders ret til abort, så er det værd at tage mænds rettighed til abort op, siger Kathrine Ziva Vuttchi til TV2 Østjylland.

Et flertal bestående af regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet indgik for nylig en aftale om en ny abortlov, som udvider kvinders ret til abort.

Skal have tidsfrist

Konkret foreslår Kathrine Ziva Vuttchi at give mænd mulighed for at melde sig ud af forældreskabet inden for den samme tidsperiode, som det er muligt for kvinden at få en abort.

- Der skal to til tango, så i sidste ende burde mænd også have mulighed for at få en abort på samme måde som kvinder, siger Kathrine Ziva Vuttchi.

Rejst som borgerforslag

Hun har rejst spørgsmålet om såkaldt juridisk abort som et borgerforslag, som skal behandles politisk, hvis det får 50.000 underskrifter.

Og bag forslaget finder man også en bredside mod hendes eget køn.

For et halvt år siden fik Kathrine Ziva Vuttchi en søn igennem fertilitetsbehandling, da hun, ifølge eget udsagn, ikke kunne finde den rette mand.

Tager hvem som helst

Men hun påstår endvidere, at det ikke er alle kvinder, der gerne vil være solo-mødre, der vælger fertilitetsbehandlingen.

- Der findes jo kvinder, der tager i byen og boller med hvem som helst, og prøver at blive gravide med uvidende mænd, siger Kathrine Ziva Vuttchi.

I Foreningen Far påstår man også at kende til eksempler på kvinder, der har sex med mænd med henblik på at blive gravide, uden at have aftalt det med manden først, og under påskud af at bruge prævention.

- Der findes jo kvinder, der tager i byen og boller med hvem som helst, siger Kathrine Ziva Vuttchi.

Oftere end mand skulle tro

- Det sker oftere, end man skulle tro, siger Jesper Lohse, Formand, Foreningen Far, til TV2 Østjylland.

Der er ikke officielle tal for, hvor mange mænd i Danmark, der bliver fædre mod deres vilje.

Men formanden fortæller, at foreningen årligt bliver kontaktet af omkring 100 mænd, der ufrivilligt er blevet fædre, som ikke ønsker at tage ansvaret for barnet, og måske kunne have ønsket sig en juridisk abort.

Ikke et stykke papir

Men alligevel er Foreningen Far ikke tilhængere af forslaget.

- Børn har en menneskeret til at kende og blive passet af deres forældre. Vi har forståelse for, at der er en mindre gruppe, som ønsker muligheden for juridisk abort, men børn er ikke bare et stykke papir, og følelserne vil være livsvarige. Det vil de være for barnet først og fremmest, men også for far og mor, siger Jesper Lohse.

7 ud at 10 for

Begrebet juridisk abort blev introduceret af samfundsøkonomen Henrik Platz tilbage i år 2000 i en kronik i Dagbladet Information.

I en gallup-undersøgelse fra 2014 ønskede 7 ud af 10 danskere at indføre juridisk abort.

Powered by Labrador CMS