Orkanen Irma dræber mindst syv

Flere er dræbt under orkanen Irmas hærgen på St. Martin og St. Barthelemy.

Udgivet Opdateret

Orkanen Irma raserede onsdag en række små caribiske øer på sin rute mod Puerto Rico og senere den amerikanske delstat Florida.

Mindst syv personer er omkommet i orkanen, der er en af de kraftigste, der nogensinde er blevet registreret i regionen.

Seks døde

Seks dødsfald er registreret på øen St. Martin, der er en del af de franske oversøiske territorier. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Derudover er endnu et dødsfald registreret.

– Dette er ikke det endelige tal. Vi risikerer desværre at finde flere døde, siger Eric Maire, talsmand for myndighederne i Guadeloupe.

Ud over de dræbte har orkanen resulteret i voldsomme ødelæggelser på den franske del af St. Martin.

– Det er en enorm katastrofe. 95 procent af øen er ødelagt. Jeg er i chok. Det er frygteligt, siger Daniel Gibbs, der er lokal embedsmand på øen.

Barbuda og dele af Antigua har været uden kommunikation i adskillige timer. På Barbuda oplyser en talsmand for katastrofemyndighederne, at stormen har resulteret i voldsomme ødelæggelser.

En person bekræftes omkommet i Barbuda, skriver nyhedsbureauet AP.

Onsdag aften dansk tid befandt stormens øje sig over De Britiske Jomfruøer. Herfra bevægede Irma sig mod nordvest i retning mod Puerto Rico.

Orkanen har vindhastigheder på op mod 300 kilometer i timen. Den ventes at ramme Puerto Rico, den nordlige del af Den Dominikanske Republik og Haiti, før den bevæger sig videre mod Florida.

Trump erklærer undtagelsestilstand

USA’s præsident, Donald Trump, har erklæret undtagelsestilstand på De Amerikanske Jomfruøer, i Florida og Puerto Rico.

Det østlige Puerto Rico har været hårdt ramt af voldsomme regnmængder inden Irmas ankomst til øen.

I Cuba har myndighederne højnet nødberedskabet i en række provinser i den østlige og centrale del af landet. Her bliver borgere i de ramte områder opfordret til at søge mod regeringens krisecentre.

Kategori fem er den højeste på skalaen over orkaner i Atlanterhavet. Orkaner i den kategori er sjældne.

De resulterer ofte i voldsomme oversvømmelser, afrevne hustage, smadrede vinduer og væltede træer.

Irma rammer området, mindre end to uger efter at orkanen Harvey ramte det sydøstlige USA med voldsomme ødelæggelser til følge.

Forbereder sig

I østaten Bahamas har indbyggerne travlt med at forberede sig på, at orkanen Irma, der er en af de stærkeste storme i området i mange årtier, rammer fredag.

Det fortæller den danske konsul i Bahamas, Pia Farmer, natten til torsdag dansk tid.

– Vi sørger for, at vi har nok vand og mad til flere uger. Vi afhænger af fødevareimport fra blandt andet Florida, og nogle gange kommer skibene ikke til øerne i et stykke tid efter et voldsomt uvejr, siger hun.

– Samtidig sikrer vi alle vinduer, både bliver løftet op af vandet og transporteret til sikre steder, og træer bliver fældet, så kokosnødder ikke lige pludselig bliver forvandlet til flyvende missiler.

Består af 700 øer

Bahamas består af cirka 700 øer i Atlanterhavet og ligger sydøst for Florida og nord for Cuba.

Premierminister Hubert Minnis meddelte onsdag, at regeringen vil evakuere de sydlige øer, der ligger i Irmas bane.

Det vil være den største orkanevakuering i Bahamas’ historie.

Ifølge premierministeren udgør kategori fem-orkanen en alvorlig trussel mod øerne Mayaguana, Inagua, Crooked Island, Acklins, Long Cay og Ragged Island.

Næsten en halv meter regn

Irma forventes at medbringe mellem 30 og 45 centimeter regn i Bahamas, før den bevæger sig videre mod Cuba og det sydlige Florida.

– Folk dør oftest ikke af vinden fra en orkan, de drukner i oversvømmelserne, siger konsul Pia Farmer.

I oktober sidste år hærgede orkanen Matthew flere caribiske stater. Og året før det var det orkanen Joaquin, der medførte store ødelæggelser.

– Det her bliver endnu værre. Mange mennesker er stadig kun ved at komme sig efter Matthew og Joaquin, siger den danske konsul.

– Vi forbereder os på det værste og håber på det bedste.

Powered by Labrador CMS