Oscar smidt ud af børnehaven: Han har allergi

Udgivet Opdateret

Maja Nielsen er oprevet og forundret, efter Farum Skovbørnehave smed hendes søn ud, fordi han har allergi

Maja Nielsen var glad, da hun i starten af august lod sin søn Oscar begynde i Farum Skovbørnehave, der er en lille privat skovbørnehave. Hun så frem til, at hendes dreng skulle tage hul på børnehavelivets glæder og udfordringer, og hun glædede sig over, at han kunne komme ud i naturen og den friske luft.

Den 2. oktober, to måneder senere, ender Oscars børnehavedebut dog brat og på en for Maja fuldstændig uforståelig og urimelig måde.

Hun modtager et brev, hvor Farum Skovbørnehave smider hendes søn ud af børnehaven, fordi han har mælke- og sojaallergi.

– Jeg gik bare i chok, og tænkte, at det kan ikke passe, at de vil gøre det. Det er jo et barn, der lige er startet i børnehave, som de bare smider ud. Hvordan skal jeg forklare ham, at han ikke kan gå der længere, siger hun.

Kan ikke efterkomme allergihensyn

I brevet skriver børnehaven blandt andet at Oscars ”allergier kræver specielle hensyn, som vi ikke forsvarligt kan efterkomme”. Børnehaven mener, at han kræver konstant opsyn, og det kan de som en lille børnehave med kun 20 børn og to ansatte ikke garantere. Derfor opsiger børnehaven i brevet aftalen med Maja Nielsen pr. 1. november. Det kommer fuldstændig bag på Maja Nielsen, da ingen fra børnehaven ifølge hende har drøftet det med hende, før hun får brevet.

Derudover forstår Maja Nielsen slet ikke den begrundelse, da hendes søns allergier ifølge hende er ”ganske almindelige”, og hun aldrig har sagt, at han skulle være under konstant overvågning. Hun har sidenhen også fået en udtalelse fra vuggestuen, Oscar gik i før, hvor vuggestuelederen udtaler, at der ikke var noget særligt ved Oscars allergier, der gjorde det svært at håndtere at have ham i vuggestuen.

– Vi taler ikke om, at han får akut allergisk chok, han får bare noget eksem, så det er ganske fredeligt, siger Maja Nielsen.

Desuden påpeger hun, at det eneste mad, børnene får, er noget, de har med i madpakker hjemmefra. Så hun forstår slet ikke, hvad der skulle være så svært at håndtere for børnehaven.

Opsigelse var ugyldig

Farum Skovbørnehave har, efter Furesø Kommune er gået ind i sagen, erkendt, at opsigelsen af Oscar Nielsen skete på et ugyldigt grundlag.

Maja Nielsen har dog efter sagen på ingen måde lyst til, at hendes søn skal gå i en børnehave, der forsøgte at smide ham ud. Hun har derfor valgt at tage imod en plads i en kommunal børnehave fra den 1. november, som Furesø Kommune hurtigt skaffede hende efter opsigelsen.

Maja Nielsen mener selv, at børnehaven brugte allergien som et påskud for at smide hende og sønnen ud, da hun har haft nogle uoverensstemmelser med børnehaven.

Det startede, da hendes søn efter 14 dage i børnehaven kom til at spise en giftig rod.

–  Han fik bylder på numsen, og fik store, blodige sår, siger Maja Nielsen.

Her meddelte Maja Nielsen kommunen om episoden, fordi hun var utryg og bekymret over, at det kunne ske i børnehaven. Episoden blev håndteret utroligt uprofessionelt af børnehaven, mener Maja Nielsen.

– Det tog de meget ilde op, at jeg ikke havde kontaktet dem, men i stedet var gået til kommunen, fortæller Maja Nielsen.

Møde endte i skænderi

Hun blev derefter indkaldt til et møde med blandt andre børnehavelederen og bestyrelsesformanden. Ifølge Maja Nielsen udviklede mødet sig til et skænderi om blandt andet, hvad der præcist var sket, da Oscar spiste roden. Hun følte, at de anklagede hendes søn for at være skyld i ulykken.

Mødet endte dog ifølge Maja Nielsen med, at de blev enige om, at de nu skulle forsøge at komme videre i samarbejdet i dagligdagen.

Efterfølgende har Maja Nielsen ikke oplevet de store konflikter, og selvom hun ikke selv følte sig helt tilpas ved børnehaven, har hun ikke selv gået ind i flere

diskussioner.

– Jeg har ligesom bare forsøgt – som de også sagde til mig, at vi skulle prøve – at lægge det bag mig, og jeg har opført mig som jeg altid har gjort, siger Maja Nielsen.

“Det er exceptionelt amatøragtigt”

Derfor kom det meget bag på hende, da hun modtog brevet med opsigelsen, uden at børnehaven havde givet hende nogen form for varsel eller havde talt med hende om det inden.

– Jeg tænkte bare, at det kan simpelt han ikke passe, at man bruge et barn som en brik i et deres spil. Det er så synd, at man skal flytte et lille barn, der kun har gået der i tre måneder, siger Maja Nielsen, der føler, at børnehaven lader de problemer, hun har haft med personalet og bestyrelsen, gå ud over hendes søn.

– Det virker som om, at de er ligeglade med børnene, siger hun.

Maja Nielsen mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, at en privat børnehave, der får driftstilskud fra kommunen for de børn, der går der, kan behandle forældre og børn på den måde, som de har gjort over for hende.

– Jeg føler virkelig, at de har behandlet mig meget, meget dårligt, og det er bare rigtig dårlig kommunikation. Det er exceptionelt amatøragtigt, siger Maja Nielsen.

Hun håber, at kommunen vil gøre mere ved sagen, og sørge for at holde nøje opsyn med Farum Skovbørnehave.

Kommune: Vi tager sagen op

– Jeg synes klart, at det skulle have nogle værre konsekvenser, at man bare forsøger smide et barn ud af en børnehave på den måde. Jeg kan ikke forstå, at det ikke skal have værre konsekvenser. Jeg synes, at de (kommunen /red.) skulle have undersøgt den børnehave helt i krogene. Og se, om der overhovedet er grundlag for at køre børnehaven videre, siger Maja Nielsen.

Furesø Kommune har slået fast, at børnehaver bør kunne håndtere børn med fødevareallergier, og kommunen vil nu tage sagen op med bestyrelsen og lederen i Farum Skovbørnehave. En pædagogisk konsulent vil gennemgå retningslinjerne for opsigelse af børn sammen med lederen og sikre, at der er klare retningslinjer for, hvordan denne slags sager skal håndteres i fremtiden.

– Her er en situation, der ikke skal gentage sig, så det vil vi gå ind i en dialog med børnehaven for at sikre, siger Per Udesen, der er chef for Center for Dagtilbud og Skole i Furesø Kommune.

Newsbreak.dk har kontaktet Farum Skovbørnehave for at få kommentarer på sagen fra leder eller bestyrelse, men børnehaven ønsker ikke at komme med udtalelser i sagen.

Powered by Labrador CMS