Oslo: Muslimer slår ring om synagogen

Foto: NTB Scanpix.
Udgivet Opdateret

Efter terrorangreb mod jøder i Paris og København tog norske muslimer lørdag initiativ til fredsarrangement.

Muslimer og jøder dannede lørdag aften en menneskelig ring om synagogen i den norske hovedstad Oslo for at tage afstand til jødehad.

En gruppe unge muslimer havde taget initiativ til arrangementet for at vise støtte til jøder efter sidste weekends terrorangreb i København og sidste måneds angreb i Paris.

Arrangør Zeeshan Abdullah var en af de første talere uden for synagogen i Oslo. Han siger ifølge netavisen VG, at han ikke havde drømt om, at arrangementet ville blive så stort.

Han troede, at 40-50 mennesker ville møde op, men da markeringen gik i gang lørdag klokken 18.30, var over 2400 tilmeldt på Facebook og mange hundrede mødt op uden for synagogen, hvor en jødisk ceremoni skulle gå i gang.

– Arrangementet har fået international opmærksomhed og indikerer, at der er flere der vil have fred end krig. Der er fortsat håb for humanismen, siger han ifølge VG.

Lars Gule, der forsker i yderliggående islamisme, betegner over for netavisen arrangementet i Oslo som en unik markering.

– Det fortæller, at norske muslimer er i færd med at finde en stemme, og at islam har fundet en plads i det norske samfund, siger han.

I Bergen holdt unge muslimer ligeledes en markering. Byen har ingen synagoge, men i stedet samledes unge muslimer ved et musikhus i byen for at vise deres støtte til jøderne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS