Østjysk brandvæsen søger beredskabschef

Brandvæsen
Udgivet Opdateret

Østjyllands Brandvæsen opslår stillingen som beredskabschef.

Nu skal der findes en chef for Østjyllands Brandvæsen, der skal dække de fire kommuner Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø.

Østjyllands Brandvæsen, der bliver et af de største beredskaber i Danmark, skal betjene 400.000 borgere, og den kommende chef får til opgave at forestå samlingen af de eksisterende fire beredskaber, og derefter stå i spidsen for det nye beredskab.

Det er borgmestre og rådmand fra de fire kommuner, som har besluttet at sætte en ansættelsesprocedure i gang.

– Hovedopgaven for den kommende chef bliver at forme og nytænke, effektivisere, modernisere og i det hele taget matche udviklingen i Østjylland, siger Skanderborg Kommunes kommunaldirektør Lisbeth Binderup, som er talsmand for det nye beredskab.

– Det nye beredskab skal træde i kraft den 1. januar 2016, men når vi allerede nu søger en fælles chef, er det for at sikre en god og professionel proces, så den pågældende kan træde ind i stillingen med den bedst mulige opbakning og det klareste mandat til at løse opgaven. Målet er at den kommende fælles chef kan tiltræde den 1. september 2015, og dermed være med til at sætte retning og sikre fremdrift i samlingsprocessen, slutter Lisbeth Binderup.

Powered by Labrador CMS