Otte millioner kr. beslaglagt: Rockere skal 57 år bag lås og slå

Svimlende mængder kokain koster nu ni rocker-relaterede mænd til sammen 57 år bag lås og slå. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Retten i Helsingør har fredag sat et eftertrykkeligt punktum i en kæmpe sag om narkokriminalitet i rockermiljøet. Ni mænd med tilknytning til Bandidos er blevet idømt i alt 57 år i fængsel.

I en omfattende sag om narkokriminalitet har Retten i Helsingør fredag dømt i alt ni mænd med relation til rockerklubben Bandidos til 57 års fængsel til sammen.

De store fængselsstraffe falder på baggrund af omfattende handel og indsmugling af kokain og hash. Det oplyser Københavns Politi.

– I Task Force Øst er vi meget tilfredse med, at retten i det væsentligste har fulgt anklagemyndighedens påstand om straf og konfiskation og dermed har sendt et klart signal om, at organiseret narkokriminalitet på ingen måde skal kunne betale sig, siger Anklager Marlene Baand Beynon, i en pressemeddelelse.

Smugling, besiddelse og salg

Bagmanden, der er et højtstående medlem af rockerklubben, blev idømt 12 års fængsel for indsmugling, besiddelse og delvis videreoverdragelse af 3,7 kg kokain og 695 kg hash.

Tre personer blev idømt mellem 10 og 11 års fængsel, en person blev idømt syv års fængsel for handel med 140 kg hash og 1,2 kg kokain, mens tre andre blev idømt mellem halvandet og to års fængsel, der blev gjort delvist betinget, for handel med mellem 50 og 112 kg hash.

En person, der havde medvirket til indsmugling af kokainen, blev idømt to års fængsel, der blev gjort delvist betinget.

Der ud over skal over otte millioner kroner beslaglægges, da Retten vurderede, at det er penge tjent ved narkotika-salget.

Seks ankede på stedet, mens de resterende tre udbad sig betænkningstid.

Powered by Labrador CMS