Ottesen tilfreds med VM-sølvmedaljen efter overfald

Jeanette Ottesen. Foto: ALEXANDER NEMENOV/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Jeanette Ottesen vandt lørdag eftermiddag nyt VM-sølv til sig selv og Danmark.

Og det kan hun sagtens glæde sig over. Det fortalte hun, mens hun traskede igennem pressezonen i russiske Kazan. Allerede klokken 17.28 skal hun svømme semifinale i 50 meter fri.

»Jeg er glad for, hvad jeg har præsteret, når man tænker på, hvad jeg har været igennem.«

Dermed henviste hun naturligvis til det traumatiske overfald, hun og hendes engelske kæreste Marco Loughran blev udsat for, da de sidst i juni måned blev overfaldet af en gal mand på åben gade i København. Foruden et kæmpe chok betød kostede det Jeanette Ottesen en brækket lingefinger og et par forstuvede fingre, hvilket satte hende tilbage i forhold til VM-forberedelserne.

Set i det lys har Jeanette Ottesen ikke svært ved at være tilfreds med VM-sølv på både 50 og 100 meter butterfly.

Vinder af disciplinen blev svenske Sarah Sjöström, som nu har taget guldet foran Jeanette Ottesen ved begge finaler i Kazan.

Jeanette Ottesen er klar til at slå tilbage.

»Jeg tror godt, jeg kan slå hende på en god dag. Så overlegen er hun ikke.«

Ottesen og Sjöström mødes igen i 50 meter fri.

Danmark har nu fået fire medaljer ved VM i Kazan. Den officielle målsætning lyder på fem.

Powered by Labrador CMS