Over en million mangler strøm efter voldsom kulde

Flere er døde i New York og Louisiana i weekendens vejr. Vejrtjeneste advarer om livstruende minusgrader

Offentliggjort Sidst opdateret

Voldsom kulde rammer USA

Over en million mennesker i USA er uden strøm på grund af voldsomt uvejr med sne og is.

Flere delstater, herunder Mississippi og Texas, er hårdt ramt, og mange flyafgange er aflyst.

Vejrtjenesten advarer om livstruende kulde, der kan vare op til en uge.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Flere end en million mennesker i USA er uden strøm, efter at voldsomt uvejr har lammet delstater i den sydlige og østlige del af landet med kraftig sne og is.

Mississippi, Tennessee, Louisiana og Texas er blandt de hårdest ramte delstater.

Næsten 11.000 flyafgange er søndag blevet aflyst i USA på grund af vintervejret. Flere større lufthavne i Washington, New York og Philadelphia har næsten holdt alle fly på jorden søndag.

Den nationale vejrtjeneste i USA advarer om, at iskolde temperaturer vil fortsætte langt ind i den kommende uge.

Vejrtjenesten advarer om livstruende kulde, der kan vare op til en uge efter stormen. Temperaturerne kan nogle steder falde til under minus 50 grader. Så lave temperaturer kan forårsage forfrysninger på få minutter.

Flere er døde i storbyen New York City efter kraftigt snefald og lave temperaturer. (Arkivfoto).

Kriseberedskab 

Mindst 20 delstater samt USA's forbundshovedstad, Washington D.C., er gået i kriseberedskab.

I delstaten Louisiana er to personer døde af kulde, oplyser delstatens sundhedsmyndigheder.

Mindst fem personer har i weekenden mistet livet i New York City, oplyser storbyens borgmester på det sociale medie X.

Myndigheder fra Texas til North Carolina og New York opfordrer alle til at blive hjemme på grund af de farlige vejrforhold.

- Bliv væk fra vejene, medmindre det er absolut nødvendigt, lyder det fra beredskabsmyndigheden i Texas på X.

Skoler i en række delstater og byer er lukket mandag. Det gælder blandt andet i storbyen New York, skriver CNN.

Sneen har ramt byen Louisville i delstaten Kentucky. Mere end 200 millioner amerikanere ventes at blive påvirket af snestormen.

Historisk storm 

Den amerikanske præsident, Donald Trump, kalder stormen historisk og har godkendt føderal hjælp til en række delstater på grund af uvejret.

Det er usædvanligt, at stormen strækker sig over et så stort område, siger meteorologen Allison Santorelli til nyhedsbureauet AP.

- Det er en unik storm i den forstand, at den er så udbredt.

- Den (snestormen, red.) påvirkede områder helt fra New Mexico, Texas og hele vejen til New England, så vi taler om et spænd på omkring 2000 mil (omkring 3200 kilometer, red.), siger hun til mediet.

Powered by Labrador CMS