Pas på: Julemad sender folk på hospital

Det er en tradition i sig selv.

Julemad kan smage godt men gøre ondt i maven, hvis ikke man passer på. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det kan ende med et besøg på hospitalet, når vi i juledagene kaster os over flæskesteg, and, brunede kartofler, sovs, sild og frikadeller. Akutmodtagelsen på Nordsjællands Hos­pital tager i juledagene imod flere patienter, der har spist for meget god og fed julemad. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Vi har oplevelsen af, at folk kommer og er forspiste. Det er særligt omkring jul, når det bliver julenat, og man går i seng og så oplever, at man synes, man har trykken for brystet og unormalt ondt i maven og tror, man har en hjertesygdom, siger Britt Holmgaard, ledende oversygeplejerske på akutmodtagelsen.

Husk at drikke vand

Mens Nordsjællands Hospital ikke har tal på, hvor mange patienter der i juledagene kommer på akutmodtagelsen med symptomer på overspisning, understreger Britt Holmgaard, at det altså er et fænomen, som akutmodtagelsen oftest oplever omkring højtider som jul og påske.

Ifølge oversygeplejersken er det ikke alene overspisningen, der kan give symptomer. Mave-tarm-systemet kan nemlig også reagere på den fede julemad.

– Hvis man ikke spiser fed mad til daglig, kan man godt opleve symptomer, siger Britt Holmgaard, der råder til at kombinere den fede julemad med groft og grønt, drikke væske og kun spise, til man er mæt.

Specialsygeplejerske og forfatter til den nye bog »Fra ende til anden«, Gerd Johnsen, har også en række gode råd til, hvordan maven kommer godt igennem julen og julemaden, så man undgår forstoppelse og overspisning.

Powered by Labrador CMS