Penge til gode hos kommunen

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Mange tusinde ledige kan have penge til gode hos deres kommune.

Penge, som blev trukket, da der blev indført en ny lov om, at kærestepar skal forsørge hinanden, hvis den ene kommer på kontanthjælp. Det skriver Avisen.dk.

Det kan betyde en helt ny bølge af klager fra samlevende par, som kan forlange at få efterbetalt kontanthjælp.

I forvejen har andre fejl i sagsbehandlingen af loven om gensidig forsørgelsespligt betydet, at kommunerne har efterbetalt mindst 51 millioner kroner i kontanthjælp det seneste halve år.

Alene i Københavns Kommune er der tilbagebetalt cirka 22 millioner kroner på grund af fejl, og samtlige 1700 sager er blevet gennemgået igen.

Trak penge med tilbagevirkende kraft

Den nye fejl drejer sig om, at mange kommuner trak kontanthjælp fra parrene med tilbagevirkende kraft. Loven trådte i kraft 1. januar 2014, men på grund af sagsbehandlingstid i kommunerne gik er ofte en måned eller to, før parrene fik en afgørelse om, at loven gjaldt netop dem.

Alligevel har det været helt almindelig procedure, at der blev trukket i kontanthjælpen tilbage fra, da loven trådte i kraft. Men det er ikke lovligt. Det har et kærestepar i Københavns Kommune netop fået medhold i.

Professor i Socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher glæder sig over, at københavner-parret har fået medhold.

– Det er dejligt, at det også går op for kommunen, at en afgørelse først er gyldig og får virkning, når den er meddelt til borgeren forskriftsmæssigt. Det er simpelthen korrekt forvaltning, siger Kirsten Ketscher til Avisen.dk.

Byrådsmedlem rejste sagen

Sagen er rejst af Ulf Harbo, der er kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten i Norddjurs Kommune. Han har på frivillig basis stået i spidsen for optrevlingen af de tusindvis af fejl i sagerne om gensidig forsørgelsespligt for samlevende.

Ulf Harbo har det seneste halve år været i kontakt med borgere fra op mod 80 af 98 kommuner. Han vurderer, at det har været standardprocedure for de fleste kommuner at trække kontanthjælpen med tilbagevirkende kraft.

– Jeg har ikke hørt om nogen kommuner, der ikke trak i kontanthjælpen med tilbagevirkende kraft, siger Ulf Harbo til Avisen.dk.

Sagen om kæresteparret fra København drejer sig Christian Danvill, der er på kontanthjælp og derfor skulle forsørges af sin kæreste.

Parret blev trukket med tilbagevirkende kraft – uden at det i første omgang blev opdaget. Først da Christian Danvill sendte den standardklage af sted, som Ulf Harbo havde lagt ud på Facebook i grupper for personer ramt af gensidig forsørgelse, skete der noget.

Kommunen erkender fejlen og vil efterbetale ham de 2.600 kroner, han blev trukket i kontanthjælp i januar 2014, fordi han kæreste har arbejde og derfor skal forsørge ham. De fik først en afgørelse om, at de var omfattet af forsørgelsespligten 23. januar.

Finn Sørensen er arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten og har tidligere kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om de mange fejl begået mod kæresteparrene. Beskæftigelsesudvalget krævede også en redegørelse om sagen.

Den forventes at være færdig efter sommeren, men Finn Sørensen vil nu skrive til Jørn Neergaard Larsen (V), der er ny minister på området.

Finn Sørensen vil have sagen om pengene, der er trukket med tilbagevirkende kraft, med i redegørelsen. Han vil også have, at ministeren skal opfordre kommunerne til selv at gennemgå deres sager og rette, hvis de har trukket penge forkert.

– Vi mener ikke, det skal være op til den enkelte kontanthjælpsmodtager at skulle klage, det vil være fuldstændig urimeligt. Kommunerne skal selv rydde op i deres rod, siger Finn Sørensen til Avisen.dk.

Powered by Labrador CMS