Pensionister får for lidt

Pensionisterne i Danmark baserer i vid udstrækning deres økonomi på offentlige pensioner og ATP. En gennemgang af pensionsindkomsten i landet, viser at ca. 24 % af de udbetalte pensionsmidler kommer fra private opsparinger og arbejdsmarkedspensioner. Resten kommer fra den såkaldte grundpension, som består af offentlige pensioner og ATP

Udgivet Opdateret

Siden opstarten af en række arbejdsmarkedspensioner i begyndelsen af 90'erne har mange flere danskere sparet op til deres egen pension. Det har betydet, at flere og flere i dag får en større udbetaling fra deres arbejdsmarkedspension, når de går på pension.

Det skriver ATP i en pressemeddelelse. 

Alligevel er offentlige pensioner og udbetalingen fra ATP helt afgørende for de fleste pensionisters økonomi.

Mest pensionsindkomst

På landsplan udgør grundpensionen, der består af offentlige pensioner som folkepension og ATP, stadig i gennemsnit 76 % af pensionisternes pensionsindkomst. - Og der er ikke enorme regionale udsving:

Selv i fremtiden - i 2080, når de nye arbejdsmarkedspensioner er fuldt modnet - forventes grundpensionen stadig at udgøre omkring 50 % af pensionsindkomsten.

GRUNDPENSION FORDELT I LANDET

De tre kommuner hvor andelen af grundpensionen er størst

Ikast-Brande: 83,3 %

Morsø: 82,9 %

Langeland: 84,4 %

De tre kommuner hvor andelen af grundpensionen er mindst

Rudersdal: 59,9 %

Gentofte: 60,0 %

Hørsholm: 62,3 %

Vil kræve mere

Årsagen til, at grundpensionen forventes at fylde så meget i fremtiden er, at det vil kræve en betydeligt større opsparing end den vi ser i dag, hvis man selv skulle spare op til, hvad der svarer til folkepension, ældrecheck, boligydelse og varmetillæg. Det viser Faktum-analysen.

40 % får udelukkende deres pensionsindkomst fra grundpensionen

40 procent mangler

Hele 40 % af de danske pensionister har ikke en løbende udbetaling fra en individuel pensionsopsparing eller arbejdsmarkedspension. 

Det hænger sammen med, at de gennem arbejdslivet for eksempel har været selvstændige, eller har arbejdet på den del af arbejdsmarkedet, som ikke er dækket af en arbejdsmarkedspension. 

En forskel senere

De offentlige grundpensioner er således et uundværligt sikkerhedsnet for mange. Dertil kommer ATP, som blev grundlagt ved lov i 1964. ATP-udbetalingen udgjorde i 2022 i gennemsnit 19.000 kr.

- Det er kernen i ATP's eksistens at sikre økonomisk grundtryghed for alle, når vi forlader arbejdsmarkedet. Et grundlæggende bidrag om måneden nu, gør en forskel senere i livet. For en stor del af pensionisterne er ATP-udbetalingen afgørende for, at der er råd til børnebørnenes gaver og til de oplevelser, som man endelig har tid til at nyde i sit otium. Her har det stor værdi, at man kan supplere sine offentlige pensioner med en garanteret udbetaling fra ATP, som man får hele livet - uanset hvor gammel man bliver,siger Martin Præstegaard, der er adm. direktør i ATP.

ATP administrerer de offentlige grundpensioner og driver ATP livslang pension.

Hver fjerde udbetalte krone kommer fra pensionsopsparing viser en ny undersøgelse.
Hver fjerde udbetalte krone kommer fra pensionsopsparing viser en ny undersøgelse.
Powered by Labrador CMS